Home Non-categorized Historie med flot naturbeskrivelse

Historie med flot naturbeskrivelse

165

Der var graner med en bitte lille model af en blå reje i toppen. Store lysende graner. [Hvad er det for noget ævl med at graner lyser? Åhhhh. Du mener at en bøgeskov er mørk og en granskov slipper lyset ind. Red.] Der var mærkelige fuglehuse med en bitte lille model af en blå reje i toppen. Og lidt inde i skoven, ikke langt fra huset, lå ruinen af et gammelt tempelhus der havde stået der for mange år siden. [Tempelhus er noget ævl. Åhhhh. Du mener at den slags gamle skovhuse var fulde af hjemlighed og spiritualitet. Red.] Højt, højt oppefra kunne man se hele jordkuglen. [Jo, men det er altså lidt for højt så. Åhhhh. Du peger på at, nej, den fangede jeg altså ikke.] Men kloden drejer og det netop beskrevne drejede med og det blev morgen. Palle er ét år gammel [Superflot! Red.] og træder for første gang uden for døren på sin arvegård. [Bravo! Hvilket påfund! Red.] Han er i virkeligheden 38 år gammel, men han føler sig bare som en ét-årig af den grund at denne morgen er den dejligste morgen i hundrede år. [Stryg den forklaring. Red.] Han føler sig bare som en ét-årig. [Nu gentager du det jeg beordrede væk. Red.] Fordi det som sagt, ahem, er den dejligste morgen i hundrede år. [Mere natur, tak. Åhhhh. Jeg elsker naturbeskrivelser. Og så stryg da det pis. Red.] Palle gik op på bakken for at få udsigt. Her mødte han de nøgne. De nøgne lyder måske underlige, men de havde bare taget tøjet af. Men de blev sure da Palle bedyrede at han var gået op på bakken for at få udsigt til det hele. Palle forlod de nøgne og gik ind i et træ.  Palle var ked af det. Ensom over al måde. [Åhhh. Ensomhed er frygteligt. Hvad gjorde han? Fortæl! Fortæl!] Palle svejsede et forvrænget ur fast til en blyplade og så kom hele Berlin. [Et lidt overmættet billede, men det var da rart for ham. Åhhhh. Du mener han fik venner? Red.] Palle fik de venner han allerede havde og det var Kausu og Deeft. De vendte tilbage i Palles liv fordi han inviterede dem og så fik han det bedre. Han kom psykisk på fode. Men han ændrede sig ikke fundamentalt og det var hans venner glade for, for det var nede i fundamentet, så at sige, at han holdt af Kausu og Deeft og i den og den dur ditto også omvendt: det var også Palles fundament Kausu og Deeft brugte som forklaring når de smuttede over til ham og lavede hyggelige aftener. Deres koner spurgte om Palles fundament ikke bare kunne stå på den ledige plads ved kakkelovnen og så kunne Palle passe sig selv, men herom ville Kausu og Deeft ikke høre tale. Og således gik det til at Palles kunstværk blev begyndelsen til en hel produktion af vidt forskellige kunstgenstande. Det gamle tempelhus blev i øvrigt genrejst men det blev ikke brugt til noget.