Home Non-categorized “Jeg elsker, at blive væltet omkuld”

“Jeg elsker, at blive væltet omkuld”

179

Maradjøngade er tilstede i lokalet og sidder i interviewstolen overfor I. Spinkel. Alligevel er opmålingen af hans placering både omfattende og grundig. Det er lynchingfirmaet Krauner der i fuldkommen flydende koncentration svirrer rundt i hvide kedeldragter med logo og med deres tommestokke og indviklede apps. Krauner-firmaet har før generet Maradjøngade så han betragter de arbejdende med skeptiske blikke. Så kommer en af dem for tæt på og Maradjøngade antænder ham med en let bevægelse med sin flammekaster. Han brænder ned til grunden.

I. Spinkel er en selvhøjtidelig mand der har en masse at have det i og det får flere blandt publikum til at spise lidt mere slik end de ellers ville. En ung mand, der har svært ved at tage situationen alvorligt smider en lakrids op på scenen.

I. Spinkel retter sig i stolen og smiler barnligt ud mod de cirka 50 velklædte individer der er tilstede i dag. Så formørkes hans ansigt og han raller af selvfedme. Jeg bliver først chokeret, men de omkringsiddende ser ud til at have forståelse. Det miffer mig. Jeg kan ikke lade være med at tænke at disse mennesker kun er interesserede i dem selv, hver og én, og overveje hvorvidt de ved noget som helst om forståelse for folk der virkelig kan og tør noget med deres skrift.

Interviewet er underholdende. Maradjøngade har taget undulater med, som hele tiden afbryder: “Louisiana Literature er noget lort,” siger de med deres små stemmer. I. Spinkel parerer veloplagt med papirflyvere.

Det er en pseudobegivenhed som alligevel river mig med og opløfter mig. Efterfølgende er jeg helt glad. Et snehvidespejl som gør folk endnu mere kranke og små end de var da de kom til Humlebæk, men ikke desto mindre et behageligt fordybelsens spejl.

Da seancen er forbi lægger jeg mærke til en køn ung, nøgen kvinde som hælder lidt sukker på gulvet, mens hun venter i klyngen af mennesker der venter på at forlade lokalet. Vores blikke mødes. Vi ved et eller andet sammen. Hvad? Jeg opsøger spontant igen hendes blik, men forgæves. Hendes udstråling virker pludselig usikker. Hendes krop er smuk. Hun ser ud til at vide noget om sorg og det beroliger mig. Hun er en af den slags mennesker som hver eneste dag hviler i og funderer over de almindelige sorger: 1. Tabssorg, 2. Ensomhed, 3. Sorgen over ikke at kunne skille tingene ad, 4. Længsel, 5. Sorgen over at være sig selv nærmest.

Jeg lægger min jakke over skuldrene på hende. Jeg må beskytte hende. I dette tilfælde: Jakken må beskytte hende. Jeg lægger mærke til, at jeg har sagt disse ord højt: “Jeg må beskytte hende. I dette tilfælde: Jakken må beskytte hende.” for pludselig vælter folk over hinanden for at komme ud af lokalet i impulsiv flugt fra kærligheden. “Stop!” beordrer jeg råbende, men til ingen nytte. Gandalf brænder ligesom ikke igennem i denne forsamling højpandede idioter.

En gammel mand vælter og ligger på gulvet med et undskyldende, varmt smil da vi tre er tilbage i det tomme lokale.

“Jeg elsker, at blive væltet omkuld.”






(Artiklerne på The Other Newspaper er fiktive. Formålet med The Other Newspaper er at give offentligheden en ny, urovækkende og humoristisk spejling af den måde vi konsumerer nyheder på traditionelle medier og opslag på de sociale som får modtageren til at sætte spørgmålstegn ved om verden har brug for forandring og om man kan leve på nettet.)