Home Non-categorized Eksklusionsondskab går vi ikke ind for på The Other Newspaper

Eksklusionsondskab går vi ikke ind for på The Other Newspaper

19

Eksklusionsondskab stortrives i alle kreative og kunstneriske miljøer over hele kloden og bør, efter min mening, som et minimum, 1) tages vare på gennem denne afvisende redaktionelle erklæring og 2) tales så åbent om som det er muligt. Det er muligt at “forstå” den på en nuanceret måde, selvom det er svært, jævnfør den tredje største sorg der henhører til den menneskelige situation: 3) Sorgen over ikke at kunne skille tingene ad. Det kan være rart at arbejde sammen med folk som forstår og deler et fælles kunstnerisk udgangspunkt, sprog og praxis, har samme stil, fx minimalisme, eller arbejder med de samme temaer, fx aftabuisering af psykisk sygdom gennem autofiktion. Ikke desto mindre har vi det med at gruppere os i en grad som umuliggør såvel sjove middage på tværs af klikerne, almindelig dialog som gensidig respekt. Kunsten er ædel, men denne ædelhed får os til at gå lidt for meget amok. Vi bliver eksklusive og selvhøjtidelige og dybest set isolerede med vores ensomhed, som, jævnfør min teori, udgør den anden største sorg. Bliver man isoleret med sin ensomhed bliver dette til had som nemt finder ofre og det bliver nemt til pænhed som finder falske venner.

Humor er ikke for sjov. Her på avisen laver vi sprogsjov. (Derfor er billed- og illustrationssiden bevidst nedprioriteret. Hent et eller andet på pixabay, som generøst stiller fotos og andre typer illustrationer til rådighed, så er det godt nok.) Her på avisen laver vi sjov med sprog fordi det er en alvorlig sag og yderst vigtig sag at gøre grin med usprog.

Usprog

Når kommunikationen fejler er den gal. Når selve det levende ord som sammen med kærligheden er en af de største gaver vi overhovedet har fået bliver til noget tomt, koldt, oppustet bavl er den gal. Af præcis den grund er det vigtigt at gøre grin med usprog ved at udstille det og latterliggøre det med alle de former for spot vi med vores intellekter kan mobilisere.

Wittgenstein sagde: “I can imagine a philosophical work made up entirely of jokes”.

Dermed går vi imod tidsånden og 2018-måden at imødegå usprogets ondskab. Tidens måde er tydeligvis at bekende sig ud af problemerne. Se hvor hårdt jeg har det! Se på hele autofiktionsbølgen. Det er efter min mening et alt for svagt våben mod usproget. Denne vakkelvorne tilgang til ondskab udgår fra et mere generelt af tidens hule mantraer: at tale om tingene. I forhold til ondskab er det bare ikke vejen frem:

-Hvorfor sagde du “vi ses lige pludselig” til en person som engang var din ven. En person du stadig elsker?

Det kan man ikke forklare. Fordi det var usprog. Det må forsages:

-Fuck!