Home Non-categorized Ny bog: “Der lå en banan”

Ny bog: “Der lå en banan”

199

Bogen er opfølgeren til den tre år gamle “Hun så en banan”. Siden Doris Fønsbertram så en banan, faktisk den eneste som var moden i “Bananers Rige”, er “sommeren med alle dens gøremål” blevet til sensommer og hendes “situation og udfordring” er, at hun “ligger i Finland med munden fuld af tandtråd og sære forestillinger om fremtiden”. Forestillingerne er bundet i forlængelse af tråden. Ved siden af hendes hoved står et par galocher som hun skal “passe på ikke at vække”. Korrekt, Doris er blevet et frustrationsmenneske, men hvorvidt hun faktisk ender med at blive i stand til at græde en “god struktureret gråd” må læseren selv finde ud af, eventuelt ved at læse bogen, alternativt ved at spørge en fuskepels ad. Siden jeg læste starten af Thomas Pynchons ”Gravity’s Rainbow” har jeg ikke oplevet så fyldige beskrivelser af bananer. Denne velkendte, gule frugt som ser morsom ud “fordi” enhver klodsmajor ved at aber spiser den med samme undrende velbehag som mennesker. Denne banan. (Hvilken banan? Red.) Hovedpersonen, såmænd. Altså den banan hun holder i hånden i begyndelsen af bogen og dernæst “smider op i luften” hvor den indtager pladsen, ja, ligefrem “himmelrollen” som “et pålideligt smil på aftenhimlen” mens solen går ned og “efterlader bananen mellem skyerne”. Det er en flot optakt til en handling, man aldrig ved hvor man har.

Bananen flygter ud af landet da den bliver kaldt Leon af lokalbefolkningen i Finland. “Leon! Leon! Bøh! Leon!” skriger de natten lang som gale hunde. På dette tidspunkt er Doris flyttet til Amsterdam hvor de to senere “mødes og forenes kortvarigt”. Bananen er blevet berømt for at plædere for at forældre der ikke lever op til deres ansvar skal kunne fyres fra deres arbejde af samfundet som dernæst finansierer at familien sættes i forgrunden mens Doris står på andet trin af sin fremtidige og glorværdige karriere som filminstruktør. De er fuldt optagne af deres eget, men skriver lange breve til hinanden om hvede da Doris bliver i Amsterdam for at lave en film med Malcolm Kvist i hovedrollen og bananen tager til Alaska og opretter en børnetelefon sammen med to stolte kvinder i overalls og jeeps. Doris’ film bliver en uventet verdenssucces og under arbejdet med den næste bliver hun inspireret af en række practical jokes udført af Amsterdamfilharmonikerens førstebratschist der blandt andet rækker triangelspilleren en lut under førsteopførslen af Gammer Hansens “Fire Prutter for Næse og Klaver”.






(Artiklerne på The Other Newspaper er fiktive. Formålet med The Other Newspaper er at give offentligheden en ny, urovækkende og humoristisk spejling af den måde vi konsumerer nyheder på traditionelle medier og opslag på de sociale som får modtageren til at sætte spørgmålstegn ved om verden har brug for forandring og om man kan leve på nettet.)