Home Non-categorized Om småløsninger og kærlighed

Om småløsninger og kærlighed

31

Vi er fulde af småløsninger, men dem må vi ikke forveksle med vaner, nå jo, der er noget der hedder vanetænkning, de udgør en mellemting mellem småløsninger og vaner, men jeg har stadig ret. Disse fastlåste, enfoldige, spastiske småløsninger udgør nemlig, hvorom alting er, noget af det mest tilforladelige der findes, næst efter at åbne et modent hyben med tommelfingeren efter at blomsten er knækket af og den lille tut af de ægteste fjer jeg længe har hørt om er fjernet og kløpulveret kradset ud. Ufrivillig fastlåst selvovervurderende enfoldighed har aldrig interesseret mig synderligt, faktisk finder jeg ufrivilligt fastlåste selvovervurderende enfoldige mennesker modbydeligt anstrengende, de kommer næsten altid til at sige noget koldt eller noget der ikke skal slippes løs i verden, noget der bliver til en troldsplint i selv det reneste hjerte, men spasmer kan jeg godt lide. Jeg kan godt lide at kunne lide mennesker der er lammede af spasmer, spasiske mennesker er, som bekendt, ivrige efter at sige noget betydningsfuldt men savler og raller i processen, og man kommer, og det er en pointe jeg må understrege atter og atter, fordi jeg tillægger den stor vægt, ikke uden om medlidenheden, medlidenheden der er kærlighedens varme hænder, jeg skriver dert ord igen, medlidenheden, hvor er det let for mig at se i dit blik om du har medlidenhed, medlidenheden altså med småpaniske menneskers småpanikløsninger. Uspastiske mennesker derimod, hvor udtaleren, allerede inden vedkommende har talt færdig, indser og med al ønskelig tydelighed markerer, ved en udtalt mut stemmeføring og ved at sluge de sidste ord, at vedkommende har sagt noget tomhjernet appelerer ikke til medlidenheden, men til noget andet der også er kærlighed. Jeg kvitterer selvfølgelig for tomhjernetheden enten med et skide arrogant vindersmil eller, når jeg er i den rigtige og rette stemning, den stemming jeg altid foretrækker når jeg er i selskab med ufrivilligt fastlåste enfoldige uspastiske mennesker, den jeg glad og gerne og pave stolt kalder min egen personligheds stemning, som egentlig er mange menneskers personlige stemning, stemningen af moden ydmyghed nemlig, med alvorlig, sagtmodig bliven stående.

Frivilligt fastlåste ikke særligt enfoldige mennesker er derimod en anden sag. Vennemateriale. Dem nyder jeg at være sammen med. Så hvis du er traditionel digter vil jeg ikke være sammen med dig. Jeg kan ikke lide opblæste mennesker. Jeg kan godt lide venner som er frie ånder, skønne ånder. Men, som Villy Sørensen skrev, forudsætter frihed nødvendighed og sproget er, når det da ikke er guddommeligt, et fængsel som vi er trælbundne til at bo i gennem hele jordelivet. Vi kan ligeså godt indrømme overfor os selv og for hinanden at fastlåstheden er et vilkår. Det er realiteterne. Vi er og bliver elendige sprogbrugere. Digte er alle som et åbenbaringer. De kommer til digteren. Men digte er ikke sprog i almindelig forstand. De har intet med panik at gøre, intet med småløsninger at gøre og intet med fastlåsthed at gøre, alle de ting jeg holder af ved sproget.






(Artiklerne på The Other Newspaper er fiktive. Formålet med The Other Newspaper er at give offentligheden en ny, urovækkende og humoristisk spejling af den måde vi konsumerer nyheder på traditionelle medier og opslag på de sociale som får modtageren til at sætte spørgmålstegn ved om verden har brug for forandring og om man kan leve på nettet.)