Home Non-categorized Hvorfor tog Wittgenstein ikke fat på de store filosofiske problemer?

Hvorfor tog Wittgenstein ikke fat på de store filosofiske problemer?

11

Filosofien må på ingen måde interferere med den faktiske brug af sproget; i sidste ende kan den kun beskrive det. Den kan heller ikke give noget grundlag. Den efterlader alt, som det er.

(Filosofiske Undersøgelser, 124)



Wittgenstein var nok for begrænset af sine psykiske sygdomme, sin angst og sin skizofreni, til at lave andet end sedler. Det samme kan man sige om mig. Der er endvidere noget luksus over ham. Han kom fra Wiens absolutte overklasse. Samme her, bortset fra at jeg er fra København. Der er, mig bekendt, intet sted i hans skrifter hvor han ærgrer sig over at han ikke tager fat på at løse de mere traditionelle filosofiske problemer og ”tjener verden på den måde”. Hvordan reducerer vi kapitalismens indgriben i vores tilværelser i år 2019, eventuelt og meget gerne sprogligt og Wittgensteiniansk? I den forstand kan han sagtens kaldes verdensfjern og tosset.

Et stort filosofisk spørgsmål drejer sig om det som med en helt vildt tør glose kaldes livsduelighed. Wittgenstein overså måske dette, for mig, centrale begreb fordi han var så optaget af sin ”teknik”, den nybrydende teknik han selv stod som faderen til og skaberen af. Det blev jo alt for meget med den teknik. I Grundtvigs fædreland ved vi det imidlertid. Vi ved hvad en levende horisont er og jo før vi kan fortælle verden det, jo bedre!

Livsduelighed har med en levende horisont at gøre. Vi skal altså hellere sige levende horisont end livsduelighed.

Hvordan ”behandler vi” vores egen og hinandens horisont? Hvordan ”går vi til” hinandens horisont?

En levende horisont er vigtig for kærligheden. I den levende horisont rummer vi os selv og hinanden, selvom vi er stakkels hver især.

Wittgenstein nægter i sin matematisk-systematisk-logiske grundtænkning at vi ”når vi læser og er her på jorden sammen” giver hinanden ledetråde i forhold til at ”bære horisonten igennem til næste livsfase”.

Ledetråde?

Vi giver hele tiden hinanden ledetråde. I en eller anden forstand er vi alle sammen ”grænseoverskridende”. Den måde Peter Seeberg beskriver ensomhed i novellen ”Spionen” føler jeg således er deprimerende. Jeg oplever den som en nedtrykt og forvildet persons ledetråd. Ledetråden ”sad i mig flere dage efter”. Jeg kunne ikke se grupper uden at føle mig udenfor. Det gik over og jeg mærkede igen min levende horisont. Jeg åndede lettet op og satte et minus ud for Peter Seeberg på min indre boghylde.

Forfatteren Peter Seeberg ”slipper afsted med at give et bud på hvad ensomhed er” som er ”livsverdenspåvirkende” i hihi cirka tre dage.

Min måde at anskue ensomhed, som sorg, er en ”bedre ledetråd”.

Der findes forskellige ledetråde. 1. Kærlige ledetråde har med horisont at gøre og de er derfor værdifulde. De udgør ”et godt udgangspunkt for filosofisk-litterær tænkning”. 2. Praktiske ledetråde, dvs. ledetråde som ikke handler om et menneskes horisont, er ofte simplificerende, primitive fejlanslag på livets tastatur, dvs. de er i direkte konflikt med de faktum at vi skal være her sammen på en kærlig måde. Dog er de nødvendige. Vi kan således ”minde hinanden om penges værdi og få lavet et budget” ved at sige ”Money makes the world go ’round”. Nyhedsartikler i medierne har også et islæt af at være praktiske ledetråde. Der er noget attraktivt, naturligt og anvendeligt over ting der ikke hele tiden handler om vores horisont. Så får vores horisont jo lidt fred til ”bare at være, evt. bare at være i underbevidstheden”.

Wittgenstein nævnes som en stor inspirator for Seeberg, men det kan jeg ikke forstå.

Hvordan udformer disse kærlige og praktiske ledetråde sig i virkeligheden?

”Lev med det” og ”Se at komme videre” er sagt i kærlighed og forudsætter en fortrolighed der måske ikke altid er tilstede, men virker som primitive og næsten kolde måder at give ledetråde. Jeg har aldrig sagt de to ting til et andet menneske. Men det er muligt mine øjne har sagt det. Det er muligt mit ansigt har sagt det. Det er muligt mit kropssprog har sagt det.

Jeg ville ikke bryde mig om at få ledetråde.

Når vi vender tilbage til en elsket forfatters bøger igen og igen genkender vi en forfatters horisont, livsverden og det bringer glæde. Det er nærmest tabuiseret at tale om horisont og livsverden i den forbindelse og glæde er da bare noget privat. ”Ok, hvis du har det sjovt med det, så fortsæt endelig!” høhø. Vi taler i stedet om stil og temaer, som om det betød en fløjtende fis i forhold til horisont og livsverden. Humor lænker det hele sammen. Humor er en ”aggressiv markør” af at forfatteren er der, lige midt i bogen, på side hihi 44, med sin person og sin horisont og sandelig også med sin fantasi.

Vi hæver da opløftede blikket fra bogen, lægger den tilside og rejser os op. Så står vi igen i ”vores” verden. Det lidt sørgelige er at det er forfatterens livsverden og horisont vi har taget med os. Det er ikke noget vi selv har fundet på. Vores egen fantasi har vi, som jeg ser det, kun delvist haft brug for. Fantasi er så radikalt. Fantasi brugt af en utrænet kan spolere den levende horisont.

Fantasi er

1. At hengive sig passivt til positive, menneskekærlige, ensomhedsbetingede, overbærende, fragmenterede og eventuelt forkerte forklaringer på negative eller forenklede udtalelser, tendenser og personer.

2. At indtage meningsfulde, upopulære holdninger.

3. At øve sig, hvis der er noget i tilværelsen man virkelig vil som ligger lidt ud over det almene og almindelige.

4. At holde fast i sig selv, når nu realiteterne umuliggør den fra oldtiden så højt besungne last selvkendskab.






(Artiklerne på The Other Newspaper er fiktive. Formålet med The Other Newspaper er at give offentligheden en ny, urovækkende og humoristisk spejling af den måde vi konsumerer nyheder på traditionelle medier og opslag på de sociale som får modtageren til at sætte spørgmålstegn ved om verden har brug for forandring og om man kan leve på nettet.)