Home Non-categorized Disse ting skal helt sikkert med i min skilsmissesalme

Disse ting skal helt sikkert med i min skilsmissesalme

62

En lovsang.

Hyldest til den sandhed og kærlighed som bor i os og fylder os. Som vi ikke skal præstere. Hyldest til deres ophav. Sådanne salmer er der mange af, så jeg behøver ikke skrive den. Men et par bemærkninger om Korintherbrevet og Wittgensteins og Kierkegaards menneskesyn er på sin plads. Skilsmisser handler jo i virkeligheden røv, røv meget om kærlighedsformåen, menneskeværd og menneskesyn.

Man kan jo ikke skrive i en salme at Paulus breve foregriber moderniteten. Det var jeg lidt ked af.

Paulus var ikke ”the man”, men tæt på. Lad os se på et centralt tekststykke om kærlighed.

Paulus’ første Korintherbrev, kapitel 13:

”Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.

Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.”

Wittgenstein turde sige noget om dette emne. Det skal vi også gøre og turde. I Spredte Bemærkninger (Vermischte Bemerkungen) på side 30 skriver han:

”Kilden som flyder roligt og gennemsigtigt igennem Evangelierne forekommer at skumme i Paulus’ breve. Eller, sådan opfatter jeg det. Måske er det bare min egen urenhed som ser et skydække i dem; for hvorfor skulle denne urenhed ikke være i stand til at forurene det som er klart? Men for mig er det som om jeg ser en menneskelig lidenskab her, noget i retning af stolthed og vrede, som ikke stemmer overens med ydmygheden i Evangelierne. Det er som om det er hans egen person der betones, som en ligefrem religiøs handling, som er fremmed for Evangelierne. I Evangelierne – sådan forekommer det mig – er alting mindre prætentiøst, mere ydmygt, enklere. Der er hytter; med Paulus er der en kirke. Der er alle mennesker lige og Gud selv er en mand; med Paulus er der allerede sådan noget som et hierarki; æresbevisninger og kontorer. – Dette er i det mindste hvad min mavefornemmelse siger mig.”

(Min oversættelse.)

Hvad mener jeg selv om det overordnede emne, skilsmisse. Ja, jeg er forvirret. Der ligger i hvert fald en gammel folkefordom overfor forfattere om at vi ikke kan realisere det almene. Det stammer fra Kierkegaard og det var en svaghed hos ham, en brist som Grundtvig ikke havde. Mange har forsøgt at kopiere Kierkegaards selvopfattelse og kaldsopfattelse og få er blevet korrigerede af mennesker tæt på dem.

Du kan hævde at disse teologiske overvejelser ikke har en dyt med alle de følelsesmæssige, lidelsesprocessuelle og praktiske ting som en skilsmisse indebærer i år 2019. Men så vil jeg selvfølgelig drille dig med at du bare ”følger et moderne skema” i stedet for at tænke på det væsentlige.

Man kan tænke over sit kald. Et kald er noget dagligdags. Et kald relaterer til en fuldkommen dagligdags ting som horisont. Fantasi er evnen til at engagere sig i andre menneskers og ens egen horisont. Jeg besynger ikke fantasi. Det er for farligt. Se hvordan det gik i filmen Dead Poet’s Society. Men hvis du har fantasi skal du da bruge den!






(Artiklerne på The Other Newspaper er fiktive. Formålet med The Other Newspaper er at give offentligheden en ny, urovækkende og humoristisk spejling af den måde vi konsumerer nyheder på traditionelle medier og opslag på de sociale som får modtageren til at sætte spørgmålstegn ved om verden har brug for forandring og om man kan leve på nettet.)