Home Non-categorized Essay om arbejdsglæde

Essay om arbejdsglæde

86

Jeg ligger under for et billede af *arbejdsglæde* som noget enkelt og tilforladeligt. Alligevel vil jeg gerne give mit eget bud på hvad dette alternativ til arbejdsnarkomani er. Det er ikke nok for mig at være oplyst. Jeg vil også være reflekteret. Bestemt også i forhold til de tendenser ude i verden der hæmmer livsudfoldelsen for mig og dem jeg elsker.

Jeg tror ikke at Thomas Pikettys indviklede veje til at lighedsrevolutionen endelig en dag kan fremtvinges, hvilket den skal, er realistiske uden et skarpt blik for arbejdsglædens åndelige og psykologiske nuancer, herunder dens bagsider. Jeg opfatter ikke arbejdsglæden som hverken ren, enkel, velbegrundet eller socialt sund med mindre noget så dybt banalt som tidsangst erkendes på et samfundsmæssigt og personligt plan: Når tidsangsten erkendes hos den enkelte som noget vi ikke selv er skyld i hver især, men som noget uhyre ukonstruktivt der *ligger i tiden*, kan vi komme *meningen* med ordet eller begrebet *lighed* nærmere. Det kræver at vi *tænker*.

Selve det at vi i dag opfatter arbejdsglæden som uden videre renfærdig, enkel, velbegrundet og socialt sund rummer et element af massepsykose som faktisk giver mindelser om Det Tredje Riges lille massepsykose. ”To tv-aviser, lidt sport og en quiz, så er den aften gået, heldigvis!” er en af Steffen Brandts mest *rammende* linjer. Vi er bange for tid. Tidsangst. Jørgen Leths idé om menneskelig uperfekthed er latterlig fordi meningen med ”uperfekt menneske” kun har disse to tolkningsmuligheder: 1. ”uperfekt vare” og 2. ”menneske der ikke lever op til samfundets krav”. Vi kan alle sammen leve op til samfundets krav og ingen af os er varer.

Vi er vrag.

Modenhed er dén erkendelse.

Modenhed er noget åndeligt, ikke noget psykisk, sjæleligt. ”And the cards are no good that you’re holding, unless they’re from another world” sang Bob Dylan *rammende* dengang han angiveligt havde det skidt oven på skilsmissen og malede sig hvid i ansigtet (under koncerterne, red.). Han havde det skidt. Vores opgave her er ikke at forstå hvordan han kom videre i livet, men hvad vrag laver i det daglige. Jeg synes vi gør ret i som moderne borgere i et liberalt samfund at frygte kedsomhed hver især. Kedsomhed er *ensomhed uden tårer*. Det minder dermed stærkt om frustration. Frustration bliver ofte til had som skynder sig at forklæde sig som pænhed. Og Thomas Piketty er én lang handlingslammet pænhed. Til side med ham. Nogle af dem der helt har misforstået den lidelse der ligger i kedsomhed og frustrationer er buddhisterne. I kristendommen er vi fritaget fra at bekymre os fordi der er én der er død for vores synder, men buddhisterne kaster sig om halsen på lidelsen og overser dens alliance med kedsomheden og frustrationen som de ikke forholder sig ved at *tænke*, men ved at tænke på et blad fra et træ eller lignende. Hvad muslimerne mener om sagen er uklart. Muslimer er ofte utydelige, hvilket Yahya Hassan pegede på.

At *bilateral samtale* med lærere der har haft psykiatri som sidefag ikke er en pligt for alle vores skolebørn er latterligt. I den forstand har vi stadig den sorte skole. Vi får borgere som ikke er i stand til at *analysere* og *tænke* over den *arbejdsglæde* som hele den vestlige verden i øjeblikket lever under og ikke vover at gøre til genstand for *tænkning*.






(Artiklerne på The Other Newspaper er fiktive. Formålet med The Other Newspaper er at give offentligheden en ny, urovækkende og humoristisk spejling af den måde vi konsumerer nyheder på traditionelle medier og opslag på de sociale som får modtageren til at sætte spørgmålstegn ved om verden har brug for forandring og om man kan leve på nettet.)



Pris per artikel-læsning: 1 krone. Den første er gratis. Pris per måned: 10 kroner. Indeværende måned er: September. Der er 13 dage tilbage af måneden som har 30 dage. Det koster derfor 10 * 13/30 = 4,33 kroner at læse med i resten af denne måned. Tak, fordi du selv holder styr på det.