Romanens grundidé er enkel: En mand sidder og formaner en kvinde ved et bord i hvad der godt kunne være en primitiv fiskerhytte (uden gardiner). Dette enkle scenarie, som ikke rejser andre spørgsmål end hvad indholdet af formaningen dog egentlig er, afkaster så stof nok til en hel roman. Uden pis! Det er temmelig snedigt gjort af forfatteren. Manden og kvinden beskrives ikke. Det kunne være en præst og hans sognebarn. Det kunne være to præster. Det kunne være tre præster. Nej, det er, ved nærmere eftertanke, én for meget. Vi får ikke lov til at høre samtalen. Det er det der er hele humlen. Det er knageme essensen af det hele! Ved at nærme os bordet og fjerne os igen fra en mus‘ perspektiv får vi brudstykker og brystsukker fra gamle dage. Vi får lov til at følge med i musens liv, så at sige. Denne sene eftermiddag ved vandet. Denne sene eftermiddag ved vandet, ja.
Selvfølgelig oppe i mit hoved! Ikke selvfølgelig oppe i dit hoved! Af gode grunde, jeg har jo læst bogen, det har du ikke. Æv bæv! Nu, forhåbentlig, også selvfølgelig oppe i dit hoved: Jeg tænker mig at romanen handler om formaningens væsen. Jeg ved det er en fjollet tanke for det gør den på ingen måde. Men mon dog ikke den handler om formaningens vilkår i vores tid så? Før skrev jeg væsen, nu skriver jeg vilkår, hvad skal det ende med? At jeg skriver vildor. Formaningens vildor??
På et tidspunkt under læsningen tænkte jeg på om man overhovedet kan formane uden at være en præst i en fiskerhytte. På et andet tidspunkt under læsningen tænkte jeg om man overhovedet kan formane ved at være en præst i en fiskerhytte. Så tænkte jeg på tagpap. Så tænkte jeg på snøreliv og knudemænd og tillid mellem ægtefolk og de kristne troslærdomme og huller i sokkerne og børn og vandmænd og ugler. Og der stod slet ikke alle de ting i bogen. Der stod derimod nogle meget faste ting. Og disse faste ting gav plads til frie associationer. Måske glemte jeg bogen lidt. Mistede koncentrationen. Jeg var for kvik til denne bog!
