Home Non-categorized Advokat husker dun på ræling fra for 30 år siden

Advokat husker dun på ræling fra for 30 år siden

982

Du er kommet i studiet, fordi du husker hvad jeg forstår er noget med et dun?

“Ja. Jeg husker et dun på en ræling fra for 30 år siden, ja.”

Nogle vil nok sige det er imponerende godt husket.

“Jeg skylder lytterne at nævne at jeg ikke på nogen måde er sær selvom jeg er iført grønt tøj.”

Hvorfor hæftede du dig ved dunet på rælingen?

“Det var ikke fordi det blev skæbnesvangert, epokegørende eller et vendepunkt i min tilværelse. Min samtalepartner, der også stod ved rælingen, nævnte bare at der sad et dun fast og jeg troede først det var en vits før jeg opdagede dunet og konstaterede: Ja, der sidder et dun fast.”

Hvordan kan det være at du overhovedet husker en så ubetydelig ting?

“Det skal jeg sige dig. Jeg skrev et digt om det.”

Det var fjollet.

“Det blev et kærlighedsdigt.”

Et kærlighedsdigt?

“Jeg forestillede mig at dunet talte til mig. Fortalte en historie om kærlighed.”

Hvordan lød historien?

“Jeg har den med.”

Vil du læse den for mig og lytterne?

“Ja.”

Den glæder vi os til at høre.

“Kære dig der ser mig. Mig, dunet. Jeg sidder fast i en mågehømhøm, så jeg tænkte at jeg ligeså godt kunne fortælle dig en historie om kærlighed. Historien begynder… nu. Der var engang to unge mennesker som dansede, elskede, talte og meget andet. De levede godt. De havde det godt. De hed Kwaffel og Dwaffel og de levede ungt og mærkeligt.”

Ungt og mærkeligt. Det udtryk kan jeg godt lide.

“Ja. Jeg indrømmer at også jeg opfatter det som selve essensen af digtet. Ingen har hørt udtrykket før eller siden. Alligevel er det et udtryk som beskriver utrolig mange forhold mellem unge i vores kultur.”

Det må man sige. Det rammer plet. Jeg tror at både dem der er i et sådant forhold og dem der ser tilbage på ét vil være taknemmelige for at du og den der anden person i fællesskab opdagede dunet så du fik lejlighed til at skrive et digt om det.

“Det er hverken rigtigt eller forkert det du dér siger. Men det er godt du nævner det. Modigt.”

Der skal mod til den slags brallersnak.

“Du er ikke nogen kryster.”

Jeg kunne aldrig drømme om at blive bange for noget som helst. Selv hvis jeg stod foran en væg af ild. Så ville jeg bare gå langs med den lige hen til døren, banke på og gå igennem den.

“Det var både intelligent og høfligt af dig.”

Så måtte vi se hvad der var på den anden side af væggen.

“Vi? Er jeg også gået med ind ad døren?”

Ja, selvfølgelig. Du udviser mod.

“Det skal jeg lige love for.”

Previous articleNy bog: Hånden, hatten, handsken og hendes datter
Next articleFødselsdag: The Other Newspaper 5 år
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)