Du er kommet i studiet, fordi du husker hvad jeg forstår er noget med et dun?
“Ja. Jeg husker et dun på en ræling fra for 30 år siden, ja.”
Nogle vil nok sige det er imponerende godt husket.
“Jeg skylder lytterne at nævne at jeg ikke på nogen måde er sær selvom jeg er iført grønt tøj.”
Hvorfor hæftede du dig ved dunet på rælingen?
“Det var ikke fordi det blev skæbnesvangert, epokegørende eller et vendepunkt i min tilværelse. Min samtalepartner, der også stod ved rælingen, nævnte bare at der sad et dun fast og jeg troede først det var en vits før jeg opdagede dunet og konstaterede: Ja, der sidder et dun fast.”
Hvordan kan det være at du overhovedet husker en så ubetydelig ting?
“Det skal jeg sige dig. Jeg skrev et digt om det.”
Det var fjollet.
“Det blev et kærlighedsdigt.”
Et kærlighedsdigt?
“Jeg forestillede mig at dunet talte til mig. Fortalte en historie om kærlighed.”
Hvordan lød historien?
“Jeg har den med.”
Vil du læse den for mig og lytterne?
“Ja.”
Den glæder vi os til at høre.
“Kære dig der ser mig. Mig, dunet. Jeg sidder fast i en mågehømhøm, så jeg tænkte at jeg ligeså godt kunne fortælle dig en historie om kærlighed. Historien begynder… nu. Der var engang to unge mennesker som dansede, elskede, talte og meget andet. De levede godt. De havde det godt. De hed Kwaffel og Dwaffel og de levede ungt og mærkeligt.”
Ungt og mærkeligt. Det udtryk kan jeg godt lide.
“Ja. Jeg indrømmer at også jeg opfatter det som selve essensen af digtet. Ingen har hørt udtrykket før eller siden. Alligevel er det et udtryk som beskriver utrolig mange forhold mellem unge i vores kultur.”
Det må man sige. Det rammer plet. Jeg tror at både dem der er i et sådant forhold og dem der ser tilbage på ét vil være taknemmelige for at du og den der anden person i fællesskab opdagede dunet så du fik lejlighed til at skrive et digt om det.
“Det er hverken rigtigt eller forkert det du dér siger. Men det er godt du nævner det. Modigt.”
Der skal mod til den slags brallersnak.
“Du er ikke nogen kryster.”
Jeg kunne aldrig drømme om at blive bange for noget som helst. Selv hvis jeg stod foran en væg af ild. Så ville jeg bare gå langs med den lige hen til døren, banke på og gå igennem den.
“Det var både intelligent og høfligt af dig.”
Så måtte vi se hvad der var på den anden side af væggen.
“Vi? Er jeg også gået med ind ad døren?”
Ja, selvfølgelig. Du udviser mod.
“Det skal jeg lige love for.”
