Vi kender alle den sære fornemmelse at det begynder at regne. For at fastholde det sære på en konkret måde har Alf Rabutta skrevet om et konkret regnvejr. To faktisk. Det andet regnskyl er mest tænkt som et statistisk bevis for, at det har regnet første gang.
Rabutta kalder et konkret regnvejr for et sted- og tidsbegrænset regnvejr. Han er yderst præcis i sit ordvalg og tillader ikke læseren at være upræcis. Hver gang læseren forsøger at komme afsted med en upræcished, fx ved at kalde et køleskab for en firkantet ting, som jeg forsøgte mig med på side 22, er Rabutta der med det samme.
Regnvejret er herligt fordi alle regnvejr er herlige og begynder, set fra Rabuttas synsvinkel, med at der falder en dråbe på hans næse. Så mærker han endnu en dråbe. Allerede fra første dråbe havde han en kraftig mistanke om at det var begyndt at regne.
Kapitel otte er bedst. Det udgør en komplet sprogfilosofisk gang herlig miskmask om erklæringen ”Det regner”. Rigtig selvhøjtidelig Wittgensteinting ved et egetræsbord i Trinity College, Cambridge. Men fokus bliver fastholdt igennem hele kapitlet og det er flot. Rabutta insisterer på at afbryde afsnittet hver gang han løber ind i en blindgyde af komplet vrøvl. Det sker på en høflig, hensynsfuld og afrundet måde. Han kan finde på at komme med en lille anekdote eller simpelthen spørge læseren direkte hvordan det går og dernæst begynde et nyt afsnit ved atter at skrive sætningen ”Det regner.” Det sker 58 gange! Og han kommer godt rundt. Samspillet mellem Rabuttas underbevidsthed og bevidsthed, mellem det umiddelbare jeg-1 og det korrigerende jeg-2 fungerer rigtig udmærket og til slut i kapitlet føler man sig mæt af at høre på Det regner.
Bogen har en overraskende konklusion som viser at Rabutta opfatter sig selv som en stor videnskabsmand og den slags er godt for selvtilliden. Han slutter af med et forslag til hvordan vi fremover skal tale om regn. Rådet er slående enkelt og lyder i al sin korthed at vi skal sige ”Hvorfor synes du det?” når den anden, lidt frækt, påstår at det regner. Den der opdager regnen til sidst, dvs. den oplysningen er henvendt til, er den tungnemme. Det er godt set. Rabutta anviser muligheder for tungnemme mennesker og det kan jeg godt lide. Ikke fordi jeg specielt godt kan lide tungnemme mennesker, men fordi jeg selv er lidt tungnem. Man ser det bare ikke fordi jeg har så meget fantasi. Nok om mig. Jeg giver mig selv seks stjerner og bogen fem stjerner. Det er elleve stjerner i alt.
