“Vi ved alle at en varm forfatter i det mindste ved nogle ting om livet,” siger araberen da vores vandring i gyden i Jerusalems gamle bydel bremses af en varm forfatter der i det mindste ved nogle ting om livet. Forfatteren ligner John Steinbeck, men er kønnere, dog på en på en gang utiltalende og akavet måde. Til gengæld hjælper hans næse på helhedsindtrykket. Den er så speciel, at jeg må le.
“Din næse er fugtig.”
“Det er fordi den har suget al vanddamp i gyden til sig. Udåndingsdamp. Vandpibedamp.”
Han løfter det der traditionelt benævnes et klæde og afslører en ikke ringe mængde koks.
“På dette koks, her hvor der er en udhuling, lå før en uanselig vandpyt. Den blev straks suget op på min næse. Min tud glintrer.”
Jeg kan se at araberen med trækvognen, som i dag er min ledsager, følgesvend og vejviser mønstrer forfatteren på en lidt for arabisk måde med sine sorte øjne. Jeg fanger et blik fra forfatteren, et blik der tydeligt siger at det her er for arabisk. Udannet. Lige ud ad landevejen. Tåbeligt. Uskolet. Snæversynet. Men jeg er tolerant overfor muslimer. Min tolerance forvirrer mig og nu kan jeg tydeligt se på forfatteren at han heller ikke aner sine levende råd med hensyn til dette lidt for arabiske indslag. I al hast skriver jeg en bog, vågen som jeg er. Dette foregår ved et meget lille skrivebord. Selvsikkert bladrer jeg igennem de løse sider og lægger stakken på hovedet af det første barn der udstråler vakshed, fromhed, ligefremhed, har sort hår, ejer en bedemand og leger meget. Barnet hvirvler efter et andet barn. En bjælde klingrer.
Nu pudser forfatteren næse med et vældigt rabalder og skrumper dernæst ind til håndstørrelse. Han ligger godt i hånden. Jeg hælder en tønde damp ud over ham og han vokser atter til naturlig størrelse. Jeg får en teori om at forfatteren er holdt op med at misbruge cigaretter og rækker teorien videre til den næste. Vi danner en kæde igennem hele bydelen.
Det hele er meget turistet og jeg glæder mig inderligt, inderligt til at gense Stubberup.
