Home Non-categorized Børnenåeren

Børnenåeren

193

(Telefonen ringer.)

Kristoffers far: -Ja, hallo.

-Hallo, mit er Frans Dynge Jeppesen. Jeg arbejder for kommunens nye afdeling for børnenåelse under socialforvaltningen. Du har læst vores brochure forstår jeg?

-Ja, det er sandt nok. Det er noget med en ny lov om at børn tre gange om året får tilbud om at tale med en voksen fra kommunen om sit liv, sin situation, sine drømme og sine rettigheder og sådan nogle ting.

-Ja, det er fuldstændig korrekt. Og der bor to børn på adressen, så vidt jeg kan læse her på min skærm.

-Kristoffer og Jane ja. De er 8 og 13.

-Ja, det er den yngste jeg skal tale med på et tidspunkt her efter 15. marts hvor han fylder 9 år.

-Ja, der har han fødselsdag.

-Han er født den 15. marts 1993?

-Det er han ja.

-Og Jane har talt med os to gange allerede kan jeg se. Synes du hun virker tilfreds?

-Ja, jeg tror hun hygger sig meget godt med Poul Gødemærke.

-Hun har Poul Gødemærke Henningsen?

-Ja, jeg tror hun synes han er meget hyggelig. Især anden gang. Første gang tror jeg ikke hun fik så meget ud af det. Han er også et ganske rart og behageligt menneske.

-Bestemt. Hvis Kristoffer har tid vil jeg meget gerne ha’ en snak med ham.

-Jamen det kan du tro. Nu skal jeg hente ham til dig.

-Tak.

-Farvel.

-Farvel.

(Pause.)

-Hej, det er Kristoffer.

-Goddag Kristoffer Larsen. Mit navn er Frans Dynge Jeppesen. Hvordan har du det?

-Godt. Hvordan har du det?

-Haha. Jo tak. Jeg har det fint.

-Jeg er ansat af kommunen til at være din konsulent. Vi hedder også børnenåere. Ved du hvad en konsulent er?

-Nej.

-Det er sådan en der arbejder for andre og bliver betalt for det. Du skal ikke betale mig. Det ordner kommunen. Kommunen er en del af samfundet, som voksne der arbejder betaler penge ind til. Så tager vi os af at folk har det godt, at der er bøger og bibliotekarer på bibliotekerne og at der er bøger og lærere på skolerne.

-Nå. Er det også jer der henter skrald?

-Ja. Skraldemændene får også deres penge fra statskassen. De gør noget for os allesammen og derfor betaler vi allesammen en del af vores løn for at arbejdet kan blive gjort.

-Også skraldemændene?

-Hvad mener du?

-Skal skraldemændene og dig også betale for at skraldet bliver hentet?

-Ja.

-Det er da åndssvagt. Så tjener skraldemændene da for lidt i forhold til folk som fx min far. Han arbejder hverken som skraldemand, bibliotekar eller som lærer.

-Nej, det er ikke alle som arbejder for staten på den måde.

-Hvorfor tjener alle ikke lige meget. Det ville da være helt vildt smart.

-Det har du ret i. Det ville være smart. Ovre i Rusland har de prøvet i næsten i 100 år at få det du siger til at fungere. Men det er ikke lykkedes endnu. Folk er faktisk blevet fattigere af det og alle derovre er blevet meget forvirrede.

-Hvorfor kan man ikke bare lave penge til alle? Kan man ikke lave penge, altså nogle ekstra penge og så dele ud af dem?

-Nej. Prøv at forestille dig hvad der ville ske hvis en mand skulle sælge sin bil og der om morgenen var kommet et brev til alle i hele landet med penge.

-Så ville alle pludselig være rige og så ville alle… Nårh nej. Så ville alle have råd til bilen. Og så ville alle have lyst til at købe bilen. Så ville manden nærmest miste bilen.

-Ja, lige netop. Så ville der være så mange penge at ingen havde brug for at arbejde.

-Nej, så ville priserne sgu da bare stige.

-Ja, netop. Nå Kristoffer. Du er dygtig kan jeg høre. Det er ganske imponerende, synes jeg, at en dreng i din alder kan forstå hvor vanskeligt et område økonomi er. Men jeg vil jo gerne høre lidt om hvad du går rundt og laver.

-Jeg går i fjerde klasse på Skejbygårdskolen.

-Og du har en søster der hedder Jane?

-Ja.

-Er du tilfreds med hende?

-Vi leger nogen gange sammen. Ikke så meget mere. Engang legede vi tit sammen med mine bamser.

-Hun er lidt ældre en dig?

-Ja, hun er 13.

-Jeg skal lige huske at sige at jeg optager vores samtale. Du vil sikkert synes det er sjovt at høre det her når du bliver ældre.

-Aha. Kunne du ikke have sagt det da vi startede?

-Jo, det har du fuldstændig ret i. Det skal vi også gøre. Jeg kan slette det hele igen hvis du synes. Båndet er noget du ejer.

-Nej hvor sjovt. Hvad er det for en slags bånd?

-Det er bare sådan et lille gråt et der sidder i en båndoptager her ved siden af mig.

-Må jeg så få det når vi er færdige om lidt eller skal det først være helt fyldt?

-Nej, du må først få det når du fylder 18 år. Så kan du gøre med det hvad du vil. Så skal du bedømme mig om jeg har været en god konsulent og om du har kunnet bruge mig til noget i løbet af din barndom. Så kan du give mig fra en til fem stjerner og kan komme med en udtalelse. Du kan også give mig noget der hedder børnemedaljen hvis du synes.

-Det vil jeg da gerne.

-Mange tak. Men det har du de næste ti år til at finde ud af. Så det er der ingen grund til at tænke over nu.

-Hvordan ser en medalje ud?

-Den er rund og lavet af sølv. Det er bare sådan en lille en, men den er meget smuk. Den hænger i et bånd med nogle bittesmå krystalperler oven over.

-Får jeg så også en medalje?

-Nej, du får en taske med nogle ting i som du kan bruge når du bliver voksen.

-Årh ja. Hvordan ser tasken ud?

-Det er en sort lille rygsæk af læder. Men det kan være at den ser anderledes ud om ti år. Der er jo lang tid til.

-Den har jeg set et billede af. Årh, den er helt vildt sej. Men hvorfor er der en lighter i?

-Så kan du tænde en cigaret hvis du kender nogen som ryger. Du kan også tænde et bål med den, hvis du godt kan lide at tage på campingtur. Du kan også bare have den som et minde.

-Men det er da ikke specielt sundt at ryge er det?

-Nej. Det har du ret i. Jeg ved ikke hvorfor den kom med. Vi har fået så mange ting til tasken af firmaer.

-På en måde synes jeg ikke den skal være med. Det kan jo være, at der er nogen der starter med at ryge når de får den.

-Det lyder fornuftigt. Det har du ret i. Det kan du tro jeg skal sige videre.

-Så kan I give dem der ryger en masse grøntsager i stedet for.

-Haha. Ja det var sgu en god ide.

-Men jeg vil gerne ha’ den. Er det en benzinlighter?

-Nej, det er en almindelig Ronson-lighter. Min farfar havde en helt magen til. Det er en meget gammel model. En ganske dejlig lighter. Den ligger rigtig godt i hånden. Har sådan en dejlig lyd du ved.

-Jeg har en rigtig benzinlighter.

-Jaså. En Zippo?

-Nej, den er aflang og rund og så er der nærmest sådan et firkantet stykke hvor lighterstenene sidder.

-Den tror jeg ikke jeg kender. Din mor kører dig hen til mig om nogle uger. Så kan du tage den med hvis du har lyst til at vise mig den.

-Det kan jeg godt. Vi ses.

-Farvel Kristoffer.

-Farvel… Far, jeg lægger på nu.

-Det er fint, gør det bare.

(I børnenåerens konsultation)

-Hej Kristoffer. Du er Kristoffers mor? Jamen velkommen begge to. Vil I ha’ en karamel?

-Ja tak.

-Ja tak.

-Kristoffer, det er så her jeg arbejder.

-Det er ligesom at være hos lægen.

-Hahahaha. Jeg er nu ikke læge. Du skal helt sikkert ikke have nogen indsprøjtninger her. Det er en dejlig dag idag, synes i ikke?

Kristoffers mor: -Jo pragtfuld. Solen skinner jo som om det er forår.

-Ja, foråret startede jo sådan set også for to uger siden. Kristoffer, du må gerne tænde båndoptageren derovre på bordet.

-Farvel mor.

-Nej, vi skal lige have din mor til at skrive her og så skal jeg lige give dig de her ting.

-Tak. Jamen så vil jeg lade jer to være lidt alene. Kristoffer, er det ok?

-Ja, gå du bare.

Kristoffers mor: -Farvel. Kan du give mor et kys?

-Ja. Farvel.

-Farvel.

(Moren forlader konsultationen.)

-Nå Kristoffer. Du kan sætte dig her i den blå lænestol.

-Hvor meget bånd har du?

-Der er en hel time. Har du taget lighteren med?

-Ja, den er her.

-Ja, det er en god en. Puha hvor den lugter af benzin. Ved din mor godt du har sådan en?

-Ja, det er hende der har givet mig den. Eller vi fandt den sammen ude foran en gammel gård. Hun sagde det var ok hvis jeg beholdt den. Jeg fandt også en lang rusten kæde og en maskine. Dem har jeg derhjemme.

-Du er glad for teknik?

-Ja, jeg elsker at skille tingene ad.

-Det gør du?

-Ja, jeg kan godt lide at se hvad der er inde i dem. Jeg samler dem altid igen. Men nogen gange er der så mange dele, at jeg ikke kan finde ud af at sætte dem sammen igen. Fx skilte jeg engang en gammeldags telefon ad. Den virkede selvom jeg brugte en anden transformator, jeg havde liggende i mit skab. Så lavede jeg en stødmaskine af telefonens transformator.

-En stødmaskine?

-Ja, man kan lave en stødmaskine af alle transformatorer. Man skal bare bruge et batteri og fire ledninger. Så skal man finde de rigtige poler og lave håndtag af fx to jernstænger. Man kan også bare vikle sølvpapir rundt om et dørhåndtag. Men det må ikke røre hinanden. Det er bare nogle små stød.

-Det må være pragtfuldt at kunne lave en stødmaskine og give folk stød.

-Ja ja. Men det er bare små stød. Det er helt vildt ubehageligt når man skal teste om det virker. Så får man selv et stød. Det er bare sådan… Av!

-Haha.

-Var du ikke ikke interesseret i sådan noget da du var lille?

-Nej, men jeg lavede drager og flitsbuer.

-Det er sjovt du siger det. Jeg prøver bare sådan at finde ud af hvordan man laver en flitsbue der kan skyde langt. Jeg har en flitsbue derhjemme som jeg lavede sammen med min fætter. Den er helt vildt sej, men den kan kun skyde en 12 meter. Jeg tror faktisk det er noget med snoren. Den er for tyk. Men mest for elastisk. Der er ikke nogen snor på i øjeblikket.

-Men de er vist lidt farlige også, ikke? Jeg kom engang til at skyde lige op i luften med en bue jeg havde. Og sådan nogle vildt seje pile jeg havde købt til. Mine søskende stod lige ved siden af og vi kunne bare ikke se den der pil. Den røg lige lodret op i luften og så er den nærmest så lille, ikke? Når den ryger op. Og når den ryger ned. Man kan kun se hele pilen når den vender. Jeg råbte Hold jer over hovederne! og vi holdt os over hovederne mens vi løb i alle retninger. Min far stod oppe i vinduet og så det. Han blev gal.

-Årh ja!

-Ja, det var ikke så smart. Vil du have en kop the?

-Ja tak.

-Kristoffer, vi har nogle ting vi skal nå idag. Jeg har en liste her som vi skal igennem. Den er ikke så vigtig. Vi skal kun tale om de ting som er vigtige for dig.

-Ok. Bare læs.

-Hvad kunne du godt tænke dig at være når du bliver stor?

-Det ved jeg ikke.

-Tror du du skal i gymnasiet?

-Ja, helt klart. Jeg vil også gerne til udlandet og studere i et år på et gammelt universitet.

-Nå. Det lyder jo spændende. Har du været i England?

-Ja, to gange. Men den første var jeg så lille så jeg ikke kan huske det.

-Ok. Jeg skriver lige lidt ned, et øjeblik. Vil du gerne have børn?

-Ja, jeg vil gerne have tre børn.

-Hvem vil du gerne giftes med?`

-Det ved jeg ikke rigtig.

-Er der nogen i din klasse.

-Ja, jeg har allerede været gift med to i min klasse. Men jeg kan ikke li’ dem mere.

-Nå, ok.

-Så skal jeg spørge dig: Har du forstand på voksne?

-Ja. Mest på dem jeg kender. Min far og mor for eksempel.

-Synes du voksne er mærkelige?

-Ja.

-Hvordan?

-Det ved jeg ikke.

-De er sådan lidt mærkelige i forhold til børn?

-Ja.

-Synes du de er mærkeligere end børn?

-Ja, helt klart. Men nogle børn er også mærkelige.

-Synes du de voksne bestemmer for meget?

-Nej. Sådan er det jo bare. Der skal jo være nogen til at lægge én i seng og sørge for morgenmaden.

-På den måde, ok.

-Men nogle voksne er bare sådan helt vildt underlige. De forstår slet ikke børn. Det er som om de har glemt hvordan det er at være barn. Men de har sgu da været børn engang. Det kan man sgu da sige sig selv. Jeg forstår ikke hvorfor de er så forvirrede.

-Er der nogen speciel du tænker på?

-Ja, en af min mors og fars venner. Han er ikke blevet gift. Min mor og far har også en anden ven der ikke er blevet gift. Hvorfor gifter de sig ikke bare med hinanden? Jeg ved godt det lyder dumt, men…

-Måske passer de ikke sammen.

-Men det gør mor og far sguda heller ikke. På en måde.

-Synes du ikke?

-Nej, de bruger alt for meget tid på deres arbejde og de har hele tiden al den energi.

-Ok. Nej, det er selvfølgelig ikke godt. Hvordan vil du selv være når du bliver far?

-Jeg vil være meget mere sådan rolig og afslappet. Jeg vil gøre en hel masse som min egen far ikke gør. Fiske, lege, især lege.

-Kan du godt lide at lege med din far?

-Ja. Engang legede vi supermand oppe i Norge.

-Det er sjovt du siger det. Vi har nemlig spurgt din far hvad han bedst kan lide at lege med dig. Han har skrevet supermand. Han har skrevet han savner at lege supermand med dig og gerne vil lege supermand en dag i sommerferien en hel dag.

-Hvorfor har han sagt det til dig?

-Fordi jeg spurgte ham.

-Skal du også lege med?

-Nej, jeg skal lege batmand med mit barn.

-Hvor gammel er han?

-Det er en pige, hun er kun seks år.

-Nå ok. Det bliver da sjovt hva’?

-Ja, jeg glæder mig også.

-Kristoffer, hvad er din yndligsfarve?

-Grøn.

-Grøn ja. Og hvad er dit yndligstal?

-Det ved jeg ikke. Min mors yndlingstal er 8 og min fars er 3. må man gerne have et yndligstal der er over 10?

-Ja, hvorfor ikke?

-Så er 13 mit yndlingstal.

-13. Det er et spændende tal. Vidste du at det er et primtal?

-Ja, men det er også et uheldigt tal. 13 betyder uheld.

-Så er man modig hvis man vælger 13 som lykketal. Er du den modigste i din klasse?

-Øhhh, ja. Det tror jeg nok jeg er.

-Tør du banke de store drenge.

-Nej, jeg går aldrig med i slåskampe. Jeg ved ikke hvorfor. Men jeg synes ikke det er sådan rigtig modigt at gå med i en slåskamp.

-Beskytter du så de små?

-Ja, nogen gange beskytter jeg dem der bliver drillet.

-Også dem der bliver mobbet?

-Nej, jeg beskytter ikke dem der bliver mobbet. Men jeg er den der mobber mindst i hele klassen.

-Det er virkelig fornuftigt af dig Kristoffer. Så bliver de virkelig glade for dig når de bliver voksne. Så vil de huske tilbage på dig som en flink fyr. Du er vist en flink fyr, er du ikke Kristoffer?

-Jo, helt sikkert. Jeg ved godt det lyder lidt åndssvagt, men når man ikke mobber er man da flinkere end når man mobber.

-Selvfølgelig. Tror du også voksne mobber?

-De mobber i hvert fald ikke børn. Ikke på samme måde som børn i hvert fald. Det kan godt være de mobber hinanden. Men det er nok på en helt anden måde end børn mobber. Jeg tror aldrig jeg har set det. Gør de?

-Ja, voksne kan også være dumme overfor hinanden.

-Men bare de passer ordentligt på deres børn er jeg ligeglad.

-Passer dine forældre godt på dig.

-Ja, selvfølgelig. Vi bor i et hus ved en sø, har en kat og hvert vores værelse.

-Har du tit nogen med hjemme og lege?

-Ja, eller også leger jeg ude hos dem.

-Hvad tid skal du være hjemme?

-Klokken 5.

-Synes du nogle af dine kammeraters forældre er mærkelige?

-Øhh, ja. Bliver det optaget?

-Kristoffer. Alt hvad du og jeg taler om bliver optaget. Men det er dit bånd. Det er dit ligesom dit legetøj derhjemme. Den eneste forskel er, at det bliver her hos mig indtil du er fyldt 18 år. Men du kan komme og høre det når du har lyst. Vi skal bare lave en aftale med dine forældre. Du kan komme 3 gange om året. Det bliver sjovt for dig at høre det om nogle år. Om nogle år vil du tænke og føle på en helt anden måde. Så vil det sikkert være sjovt for dig at høre dig selv som 8-årig. Tror du ikke?

-Jo. Kan man ikke filme mig også?

-Det må i gøre derhjemme. Vil du gerne filmes derhjemme?

-Vi har sådan et videokamera. Min far bruger det meget til fester. Det bliver sjovt at se os selv som børn om nogle år.

-Kristoffer. Kunne du godt tænke dig at have levet i det gamle Egypten?

-Øh, underligt spørgsmål. Det kunne jeg godt, ja.

-Hvilket noget tøj ville du så gerne have på?

-En hør hat og sådan en lang kjole som både mænd og damer gik med.

-Hvilken farve skulle den have?

-Kjolen?

-Ja.

-Sort og grå og rød.

-Hvad ville du helst være, ypperstepræst eller konge?

-Jeg tror gerne jeg ville være en blanding.

-Du skal vælge mellem konge og ypperstepræst.

-Hvorfor?

-Fordi jeg siger det.

-Mmmm. Konge tror jeg.

-Hvorfor?

-For så kunne man blive gift med en prinsesse.

-Prøv at forestille dig hvordan prinsessen ser ud. Ok?

-Ja.

-Er hun lyshåret eller mørkhåret?

-Mørkhåret.

-Er hun smuk eller grim?

-Smuk. Hun ligner sådan en fra en gammel film.

-Hvilket land har de smukkeste piger?

-I verden? Øhh, det ved jeg ikke rigtig. Det kunne være sådan et land som Thailand.

-Synes du de er smukke?

-Ja. Er det min mor der kommer?

-Ja Kristoffer. Så må du gerne slukke båndoptageren.

-Ok. Det var hyggeligt.

Kristoffers mor: Nå, hej. Er i færdige?

-Ja, vi er ved at være færdige.

-Hvad snakkede i om?

-Ja, hvad har vi snakket om Kristoffer?

-Om denneher lighter og om Egypten og en hel masse andet.

-Egypten.

-Ja, vi har snakket om Egypten. Og så tror jeg godt at Kristoffer har lyst til at lege supermand en dag i sommerferien. Kristoffers far har skrevet at det glæder han sig også til. Du skal have det her papir med hjem. Og hvis du lige vil skrive her.

-Ja.

-Farvel Kristoffer.

-Farvel.

-Hej hej.

-Hej og tak for denne gang.

-SLUT-

Previous articleSommereventyret: De drog mod bedst
Next articleSe, en guldmine er værd at besøge!
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013.