Du skriver i din anmeldelse at ‘Bogen er skrevet med et flot underliggende had mellem de to hovedpersoner Tand Lipeo og Brando Dalfrøcies.’ Må jeg spørge hvad du mener med vendingen ‘et flot underliggende had’?
”Hvis man hader lige en tand for meget kan det være rart at læse om nogle fiktive personer i en bog som nærer et lignende had. Det kan man blive direkte glad i bolden af.”
Man går altså rundt og er glad i bolden samtidig med at relationen ligger i ruiner og venter på et pust af kærlighed i form af en udstrakt hånd?
”Ja.”
Hihihi. Du er vist en farlig én at være i familie med.
”Hvorfor?”
Fordi du ser tingene i et unaturligt lys. Skam dig frem for alt ikke! Jeg tror at du nærer en dæmonisk angst for det gode, i dette tilfælde en god relation, og at dit syn på dæmonerne er at de udelukkende vedrører forholdet til én selv. Dem skal man rigtignok forsage. Men de ting der ligger i vejen mellem personer i den virkelige verden skal man ikke blot forsage men tillige overvinde ved at strække hånden ud.
”Enhver er da sig selv nærmest.”
Jamen det er meget meget egoistisk at tro at vi ikke elsker hinanden og at vi ikke holder hinanden i vores hænder. Hadet knuser hjerter. Stop det før det er for sent!
”Jeg er glad for bøger. Jeg er glad for kunst. Det er helt rart at der findes had af den kaliber i en bog så man ikke føler sig så tosset endda over at hade lidt i denne besværlige virkelighed. Nej. Man er ikke alene når man læser og bøger der spejler ens begrænsende kølighed i dette korte liv må vel være fine nok. Derfor kan jeg fint leve med 80’ernes poeter og hele det slæng der kom efter.”
Det her handler bare ikke om kunst og litteratur. Det handler om livet.
”Ja. Det er vel egentlig rigtig nok. Jeg tror på det du siger. Det jeg sagde var vel noget vrøvl så.”
We shall overcome!
Begge synger:
We shall overcome, we shall overcome,
We shall overcome someday;
Oh, deep in my heart, I do believe,
We shall overcome someday.
