(På diskoteket.)
Det er kommet dertil at Kaja og Nille er rykket tættere sammen. Rummet syder og gungrer af musik og det passer fint, for de to halvgamle studenter har forskellige sprog. Hør bare!
Nille: Jeg tror vi må rykke tættere sammen.
Kaja: Det er umuligt, for så ender jeg oppe på skødet af dig!
Nille: Men jeg mener i mere abstrakt forstand. Det hele drejer sig om at min onkel har haft livet inde på livet på præcis den måde man oplevede i kirken omkring år 1800.
Kaja: Jeg plejer ikke at lave den slags første aften.
Nille: Bolle.
Kaja: Bolle.
(Tre stævnemøder senere.)
Nille: Læg dig i sengen og tæl rosiner.
Kaja: Jeg er i bund og grund glad for at du fortalte mig om den nye klassekamp mellem stressresistente og stressfølsomme. Det er kloge ord, men heller ikke klogere end jeg for længst har taget dem til mig og gjort dem til mine egne. Jeg kan for eksempel øse af dem når jeg bliver lidt træt af mine egne ideer.
Nille: Og når jeg bliver træt af mine ideer kan jeg øse af dine ideer!
Kaja: Ja.
Nille: Nå. Så fortæl mig nu i alle enkeltheder om min filosofi.
Kaja: Nu?
Nille: Først vise mig dine bare bagdel når du har foredraget mig de væsentligste af mine pointer.
Kaja: Skal jeg tage bukserne på igen?
Nille: Nej. Det var ikke ment bogstaveligt.
Kaja: (Boller.)
Nille: (Boller.)
Kaja: Ahem.
Nille: Jeg vil sove nu.
Kaja: Jamen jeg har memoreret din filosofi og er ræd for at glemme den igen. Temposkiftene kan jeg ikke rigtig huske. Jeg har ikke kendt dig så længe, må du tænke på og måske er temposkiftene vigtigere end substansen.
(Efter 7 års dejligt ægteskab og med et dejligt barn.)
Kaja: En tilbageførsel af sjælen til landsbykirken omkring år 1800 er det sin sag at sælge.
Barn: I skal ikke snakke!
Kaja: Dengang, mellem oplysningstid og romantik, havde folk livet mere inde på livet. De havde ikke det moderne, bekvemme livs tag-selv-bord, med de mange muligheder som slet ikke er noget tag-selv-bord og slet ikke udgør nogen muligheder overhovedet. De stod med noget andet som vores historiesnobberi og historiesnobberiangst tilsammen lukker sig sammen om og tilslører. Noget som er tilgængeligt ved sprogets og fantasiens hjælp. Noget som ikke er tabt. Noget som bor inde i os og som vi ikke skal råbe højt om.
Barn: La la la!
Kaja: I dag står vi alle alene med en vissen årvågenhed. Dagligsproget låser os fast. Vi har kun det fattige ord stress til at dække alle former for åndeligt og psykisk armod. Nogle tåler stress, men jeg er ikke sikker på, de er de bedste i blandt os. Der kommer din onkel ind i billedet.
Nille: Du har stort set fattet min onkel perfekt. Og dermed i en vis forstand mig.
Kaja: Og netop det er jeg glad for at du nævner. Men du er kun 12 år gammel og kan ikke tåle mere af den slags oprigtige dyb-filosofiskheder i dag.
Nille: Hvorfor er jeg kun 12 år gammel?
Kaja: Det har jeg ingen anelse om.
Nille: Konklusion, hmmm: Nu har vi haft at gøre med to tilsløringer. Først din numse og dernæst, 7 år senere, det som historiesnobberi og historiesnobberiangst tilsammen lukker sig sammen om. Læg dig i din seng og tæl rosiner.
(Tæppe.)
Tolkning: Teksten handler om vores muligheder for sjæleligt at erobre en mere overskuelig fortid.
| Humorstue |
|---|
| Teksten handler om vores muligheder for sjæleligt at erobre en mere overskuelig fortid, med henblik på at riste brød uden at glemme det på brødristeren. |
