Home Non-categorized Dagbog fra skrivningen af min debutroman – 1. optegnelse

Dagbog fra skrivningen af min debutroman – 1. optegnelse

93

Manifest

1. Del

2. Del

3. Del

4. Del

5. Del

6. Del


Manifest

Psykiatrisk skønhed går ikke på kompromis, men er underholdende på en forfatterfikseret måde. Den er en kvalificeret måde at tale om sig selv, hinanden, kærligheden i en verden der har tabt pusten. Det er en antipsykotisk genre hvor læserens virkelighed er i fokus og i flux, ikke som tilskuer til en abe men som selverkendt vrag der er i forfatterens vold.

Psykiatrisk skønhed er en moralsk genre ligesom oplysningstidens glemte halvdel, den teologisk opbyggelige litteratur hvor Bibelen lå på skødet af manden så han ikke kunne flytte sig. Grænsen mellem æstetik og etik er ligegyldig når ærlighedens bue spændes og hjertekuglen står for skud og rammes med en lille lyd.

Psykiatrisk skønhed er ikke forløjet københavnerfavnende eftersom de centrale dyder er ærlighed og bævren, retten til at være skrøbelig. Snøvlere er arrogante. Psykiatrisk skønhed er en oplæring i fuck til dem der ikke kan rumme dig. Ja, psykiatrisk skønhed er en distanceret lærestreg til tilgivelsesrøvhullerne, dem for hvem undskyld er et tomt ord fordi de ikke kan føle skyld. Dem er der ikke mange af. Derfor har psykiatrisk skønhed en bred appel. Den er folkelig, omend på en behersket og diskret måde.


De psykiatriske faldgruber ved at skrive en roman er mange. De gange jeg har forsøgt har der været en forbindelse mellem mig og det ufuldendte værk inde på computeren hele døgnet, dag ud og dag ind, hvilket var så energikrævende at mit forehavende mislykkedes atter og atter.

Nu vil jeg skrive en kærlighedsroman.

Det er meningen at alle disse blogposts om forehavendet, hvoraf denne er den første, skal kunne læses i deres egen ret hver især og med tiden blive til en roman som også kan læses i sin egen ret.

Jeg har selvfølgelig brug for at bevise overfor mig selv at jeg formår at tænke diskursivt, altså med en rød tråd.

1. Den ene hovedperson, en ung mand, præsenteres.

2. Den anden hovedperson, en ung kvinde, præsenteres.

3. De to hovedpersoner møder hinanden.

4. De to hovedpersoner oplever trængsler.

5. De to hovedpersoner får hinanden i enden.

Hvordan denne grundstruktur skal forenes med den stort anlagte, tænkte, dvs. imaginære, film der starter med en mand med en råber som sender en underligt veltalende og overgearet hilsen til “Den tåbelige film Udflugt med døden som er væltet lige ind i hovederne fra tv-skærmen i 40 år” og hvor de fleste filmklip viser betuttethed, nemlig betuttetheden hos tilskuerne rundt om manden med råberen, er mig en gåde, men det skal nok kunne lade sig gøre. 🙂

[Næste]

Previous articleJeg tror, at de fleste psykiatere vil afvise at disse tænkte ægtefæller lider af hysteriske personlighedsforstyrrelser
Next articleDagbog fra skrivningen af min debutroman – 2. optegnelse
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013.