Løgstrup druknede jeg i. Løgstrup må man nødvendigvis drukne i, med mindre man er en løgner eller dum eller begge dele. Han skrev uklart i forhold til Johannes Sløk. Sløks samlede værker læste jeg i 20-årsalderen og en mand der i 30-årsalderen vil gøre op med Søren Kierkegaard anser jeg for partout latterlig. At lave en ikke-angrebspagt med Løgstrup var en uklædelig karrierepolitisk og grundlæggende hyklerisk beslutning af Sløk.
Status på den roman jeg er ved at skrive…
Skrivekrise!
| Om skrivekriser
Skrivekriser er fuldkommen naturlige siger min romankarakter Gerts (eller Knuds) storebror, den kære Victor: ”Vi er alle omvandrende skrivekriser!” Det må være derfor han altid vandrer! En skrivekrise er ikke signaturløs, en skrivekrise er en del af stoffet og af det formelle apparatur og strukturen ligeså meget som den er en del af jobbet som forfatter. Det var selvfølgelig Karl Ove Knausgård der opdagede det. Tak, Karl Ove! Men ikke tak for dine bøger, de var dog rædselsfuldt uklare – |
|---|
Boksen ovenfor må give anledning til følgende selvkritiske overvejelse:
Jeg forkaster den første optegnelse med psykiatrien ud fra den overvejelse at det ikke tager sig godt ud hos boghandleren når min læser lader blikket flyve over de første par sider, men jeg vil ikke trykke på delete. Denne tilbageholdenhed med at slette vil jeg gerne her anstille min argumentation for. Min påstand er at læseren er sammen med mig, at det er min personligheds størrelse, det der også er min ånds størrelse der er det bærende princip rent æstetisk. Det er ikke værket, det er forfatteren der er afgørende! John Steinbeck er personen, ikke værket. Tilsvarende med Marilynne Robinson og Selma Lagerlöf. Dette er kontroversielt, men det er elementært, kære Watson! Det er en ny måde at gøre tingene på, men, som enhver ved, i høj grad i samklang med tidsånden år 2020.
Vi ved desuden i dag om hjernen at læseren hele tiden byder ind med sine egne tolkninger, vores hjerner er skabt til hele tiden at komme med småløsninger. Hvis man bliver konfronteret med noget der fremkalder angst fordi det forekommer eller er kaotisk skriver vi det ikke bag øret og bliver mistænksomme, nej, vi *ordner* indtrykket.
Den forfatter der tror at hans originalitet og store personlighed i en tid der endnu ikke forstår ham er en tumling foretager negativ selvvurdering, hvilket, som jeg har skrevet før, er forbudt i psykiatrien. Desuden var manden der skrev Et drømmespil, nemlig August Strindberg, ikke en tumling –
