Der har eksisteret det modsatte af en støvsuger, nemlig en støvpuster, i Danmark, som havde et tidsskrift for knapt 100 år siden der hed Kritisk Revy.
Der er tale om den rodløse, filosofiske abe P. H. Han var og er, om nogen, modpolen til de senere, udpræget imbecile og fremmedfjendske, strømninger i dansk åndsliv, læs: Tidehverv, og han og hans håndgangne mænd er ubestrideligt årsag til at Danmark retfærdigvist er blevet forbigået som litteraturnation igennem et halvt sekel.
De fleste danskere med interesse i kulturkritik ved instinktivt at P.H. var for meget, forstået på den måde at han, med dårekistelemmet Nietzsches ord, var lidt for menneskelig. Hans personlighedsstruktur var sådan at han 1. var selvhævdende i foruroligende grad: Han erkendte sig ikke som et vrag. Dette bør og vil få alarmklokkerne til at ringe hos alle mine, forholdsvist få, læsere, for dette er en uhyrlig brist der indikerer såvel manglende ydmyghed som manglende tilbøjelighed til taknemmelighed, solidaritetsfølelse, næste- og fredskærlighed, men mest af alt indebærer det et syn på det åndelige som noget statisk, hvilket det åndelige, som enhvert barn ved, så langt fra er. 2. var en kunstdyrkende fetichist der ofte bruger ordet ånd uden at givet noget bud på hvilken ånd der er tale om eller hvad ånd er 3. var selvfed. Han oplevede kærlighed som noget der udgik fra hans personlighed og hans personlige stil. 4. var blind. Ude af stand til at se hans gæld til Luther og dermed en forvildet hattemager der ikke har brugt et eneste minut af sin arkitektungdom på at blive fortrolig med de filosofiske tænkere han kunne have interesseret sig for. 5. var først og fremmest unaturlig. Fra Chaplins tale i The Great Dictator ved vi at nazisterne var de uelskede og de unaturlige.
Med sig på holdet havde han den fra Indre Mission udgåede, nu pseudovelopdragne og visseligt bøvede Hans Kirk der i en overskrift i Kritisk Revy, hæfte 3, årgang 1928, spørger direkte om en afkristning af danskerne er mulig. Kom igen, Hans Kirk! Fiskerne er både som idé og som tv-serie et makværk af forvrængning af missionsopgaven som Indre Mission lykkes delvist med til gavn for mange. Paradoksalt nok knuselsker Politiken og Gyldendal og DR segmentet fænomener som Fiskerne. Kulturradikalismen elsker nemlig kristendommen i det skjulte, i det skjulte også for dem selv.
P. H. gjorde endvidere Dalgas og Holbek til kulturradikale. Det er vittigt, men disse to mænd var psykisk syge og ødelagte af overkristendom fra barndommen. Selvfølgelig skal man i den grad kende sin besøgelsestid når man lærer børn kristendom, fuldstændig som man anstændigvis skal når man skal vække kærligheden. Vent til den selv vil, forkyndes det.
Kære Danmark! Vi kan ikke bruge støvpustere der under dæknavne som fritænkeri og radikalisme gøder jorden for ekstremisme. Vær glade for at de tider er forbi!
På den modsatte side har vi parentesen Søren Krarup om hvem noget tilsvarende gælder. De har et fællesskab i det selvhævdende.
Vi må orientere os imod det åndelige i dets bredspektrede betydning. Iagttage hvor Guds Ånd som en kastevind slår ind på sproget og bringer det i orden.
P. H. græder hver gang han via lamper uden skær sanser det oversanseliges nærvær, men i virkeligheden skyldes tårerne støv som han selv pustede op. En tudemikkel!
