Bitterhed og had nævnes ofte i flæng, men er ikke synonymer. Had er mere energikrævende og det kan man svælge i. Had er kærlighedens modsætning hvorimod vi finder bitter kærlighed i udtrykket bittersød. Københavnersnuder lyver, de er ikke åndeligt spændstige, og dem er der mange af, unge søger nutildags København i højere grad end de søger erkendelse ved fx at læse tossen Martin Heidegger der ikke engang kan stave til menneske men bruger udtrykket Dasein, der-væren. København er ikke en skid andet end et udtværet mekka for udtværet liderlighed. København er Danmarks ondeste sted.
Der er en lille, men farlig, løgn i at frygten for at dø som en bitter mand eller kvinde bør anses for værre end frygten for døden i sig selv. Det er åndeligt forskruet og hovedårsagen til dødens tabuisering. Dødens tabuisering har frygtelige konsekvenser for familielivet i Danmark. Nu er det Palle Larsen der står for tur! Og Palle Larsens død er noget at tale om. Den er vigtig, i det skjulte. Den er vigtigere i det skjulte end hans børn og pårørende. Sådan cirka skriver Rainer Maria Rilke om døden i Malte Laurids Brigges optegnelser, som ligefrem handler om en dansker og tak for det Rilke.
Tak coronaengel!
Tak for dødens bitre ve!
Løgnen om den skammelige bitre død kultiveres i høj grad af Københavneriet hvis højeste åndelige ambition er at sortere de unge efter udseende. Her gør man fælles sag. Alle er enige om at sortere løs efter Hollywoodstandarder, men intet er mig kærere end et bittert fjæs. Det skulle lige være en lækker kvinde! Men jeg kan i bund og grund bedst lide kærlighed til dem jeg holder af.
Hvis en person ikke engang ejer de åndelige forudsætninger for at skelne mellem sit had og sin bitterhed kommer dagens vrede ikke ud, bliver ikke født, og selvkontrol og vredesstyring bliver fordrejede og skammeligt jeg-nedbrydende ligesom de orange dragter der for øjeblikket turnerer Korsør med værre samfundskonsekvenser end Rasmus Paludan.
Ja, jeg kan godt være bitter og vred, men så meget fylder det heller ikke, hvilket man kan forvisse sig om her på avisen.
Jeg foretrækker til enhver tid bitterhed og bitterhedens elskelighed frem for berømmelse, som jeg også elsker lidt, og såkaldt kreativitet og det at udtrykke sig selv ligesom latterlige Adam Holm opfattede at Søren R. Fauth gjorde i skriften og i radioen. Hør engang Adam Holm, Søren R. Fauth er en inspireret person og ikke en vigtigprås ligesom dig, han har ikke præsteret nogen som helst åbenbaring, men været ukuelig og ærlig og åben. Du stegte ham for åben mikrofon! Du har ingen skam i livet! Afsted med dig til København!
Jeg interesserer mig for Hanne og Else!
Selvforbedringsrøvhullerne, forsoningsdjævlene og selverkendelsesspaderne burde følge mit eksempel og tænke på børnene i deres skrift. Ellers går I glip af noget!
Du dyrker vreden Morten! Nej, jeg gør ej! Man kan ikke svælge i vrede. Vrede er dagens vrede og den er smuk, køn og skøn. Den kan stå. Nøjagtig som en lygtepæl. Den kan lyse. Nøjagtig som en lygtepæl. Lampen øverst, dummerniks!
Så krigsstifteren Nietzsche kan æde sine ord om at snøvlere fordrejer tingene. Snøvlere er arrogante men de fungerer meget godt i liberalismens fængsler af huse!
Jeg vil folde mine hænder og bede til at så mange danskere som muligt får kræfter til at være bitre og få afløb for dagens vrede. Vi er ikke dyr. Vi er mennesker.
Og lad nu være med at være vennesæl hvis du ikke er det. Vær ligesom Else! Klap kaje når du bliver fyldt af dig selv og ordene mister mening! Vær betydningsfuld!
Tilbeder jeg Else siger du? Jeg var og er ofte en mundlam arrig børste overfor hende. Men jeg elsker den kvinde! Hun er mit livs kærlighed!
Og hvad skal du gøre? Aner det ikke. I grunden har fremmede aldrig interesseret mig synderligt. Jeg hader ikke min tilbøjelighed til krig men jeg afskyr krig.
Det eneste uklædelige ved bitterhed er at man hele tiden skal finde noget at være sur over!
