Home Non-categorized De dårlige og de irriterende, kap. 1-3

De dårlige og de irriterende, kap. 1-3

242

Kapitel 1

”Jeg skal vist have fat i dig,” sagde min onkel en dag til mig. ”Jo, du skal bruges som inspiration til min bog ’De dårlige og de irriterende’.” Da forstod jeg at min onkels og mit forhold var ganske specielt. Jeg forstod at jeg, jeg er mere irriterende end dårlig, var sæde for en guddommelig kraft og at min onkel på skideren.

”Verden er ved at gå til. Der foregår en kamp mellem to grupper. To mennesketyper. De dårlige og de irriterende. De dårlige er ved at vinde og de irriterende er ved at gå til af skam over at være irriterende.”

Jeg gik ud fra at min onkel var af den irriterende type.

”Jeg er ikke irriterende,” sagde han.

Jeg blinkede troskyldigt to gange og holdt mundvigene i ro.

Jeg måtte forsøge at aflede min stakkels onkel. Det han sagde var rableri i en relativ verden. Det var rigtignok at mange mennesker dagligt brugte dårlig og irriterende og Einsteins relativitetsteori som en form for fyld, til at undskylde overfor sig selv at de ikke ringede til hinanden.

Iris stod lige bag min onkel da han gentog ”Jeg er ikke irriterende”. Iris Vej hedder hun. Du kender hende sikkert. Hun er mere dårlig end irriterende. Vidste du i øvrigt at Bob Dylans første sang hedder ”You’re no good”.

”Blip!” sagde Iris Vej lige ind i øret på min onkel. Han blev meget flov for straks forstod han at hun havde hørt hans påstand om at være befriet fra at være irriterende.

Fordi min onkel havde kendt mig fra jeg var et savlende barn havde jeg undertiden meget lav status i min onkels øjne, i hvert fald når det kom til blip-lyde fra Iris Vej. Så kunne han totalt glemme mig. Han sagde således noget aldeles intetsigende til hende. Hun havde jo mobbet ham. Jogget på ham. De grinede begge hult af hans vittighed som jeg ikke skal forsøge at gengive her fordi den var for plat og intetsigende. Han forsvandt med overstadige skridt ud på toilettet fordi han skammede sig. Det var et ritual. Han skulle ud og pisse og tale koptisk med sig selv ligesom vi andre taler engelsk med os selv når vi flover os over noget vi har sagt.

Han kom ud igen med tøjet i orden og satte sig ved vores bord, tog en lille slurk kaffe.

”Koptisk,” sagde han indforstået og jeg nikkede stille. Iris Vej var daffet ud i byen.

Jeg forstod, som ved et lynnedslag, at han havde ret i sin teori om de irriterende og de dårlige. På en eller anden måde var der mere betydning i det han havde sagt end samtlige de papirer jeg havde i tasken. Tre manuskripter med dagbøger om min indviklede familie.

”Der er mere mening i det du siger om de irriterende og de dårlige end samtlige de papirer jeg har i tasken.” Hver gang jeg smigrede min onkel kunne han godt se at jeg var klogere end ham.

Kapitel 2

Min onkel og jeg havde ens gener og vidt forskellige barndomme. Han var blevet elsket mere. Men kun lidt. Det var virkelig en meget filosofisk café vi sad på. De fleste med baggrund i underklassen ville åbne deres munde på vid gab hvis de opdagede hvor klog alene bartenderen Kalle var. Første gang vi besøgte stedet så han på os med et blik der tydeligt fortalte os at vi havde ens gener. Næste gang satte han to marengs foran os for dermed at antyde at vi havde vidt forskellige barndomme. Det var hensynsfuldt gjort, men vi blev forpustede og angste og næsten psykotiske begge to og måtte tale hele eftermiddagen om gamle film. Tredje gang vi besøgte Kalles Sted rettede han på dugen på en måde som viste os at min onkel var blevet elsket mere end jeg, men kun lidt.

”Du skal bare fortsætte med at skrive dit manuskript om dine dårlige familiemedlemmer,” sagde min onkel opmuntrende og jeg blev irriteret på ham uden at antyde det, fordi ideen kun holder på papiret. I virkelighedens verden fungerer dagbogsudgivelser ikke fordi samtlige medvirkende, inklusiv mig selv, skal dø en dag. Derfor skal man lade nåde gå for ret. Intet forhindrer mine efterladte i at snuse i mine dagbøger når jeg er borte og det skal de sagtens overleve, men sagen var at min onkels idé var epokegørende. Han havde fået en gangbar idé som kunne blive til en succes og han ænsede det knap selv. Jeg måtte dreje samtalen over på kampen mellem de irriterende og de dårlige og forsøge at forstå hvordan jeg ved et forlags mellemkomst i form af en bogudgivelse kunne komme de irriterende til undsætning så de havde lidt at hygge sig med i deres ydrestyrede men normpåførte ensomme skamfuldhed.

”Kære onkel,” sagde jeg efter en længere stilhed. Jeg havde aldrig tiltalt ham sådan før, men det var som om vi kendte hinanden så godt at den ene bare behøvede at kigge på sin kaffekop på en bestemt måde så vidste den anden hvad den ene tænkte. Så kunne den anden tage fx et frimærke frem og lægge det på dugen og se på det på en bestemt måde. Og sådan kunne vi fortsætte. Men ikke på et offentligt sted. Det var for fjollet. Derfor havde jeg taget mig sammen og sagt ordene ”Kære onkel”.

”Kære onkel,” begyndte jeg atter. Kalle stod netop og serverede kaffe. ”ser du ikke se at din teori om at de dårlige er ved at vinde over de irriterende er en genial teori! Den er selve svaret på hidtil uløselige problemer i nutidens besværlige virkelighed.”

”Det er fagert af dig at tænke på mig!” Jeg kunne høre på min onkels pudsige ordvalg at han blev småpsykotisk af at blive rost for tankegods  han ikke længere havde fast greb om og han var uvant med at emnet for vores tidligere samtale blev taget op igen.

Kalle gik op bag baren og indstillede lyset i caféen på en måde der indikerede for enhver interesseret at det han lige havde overhørt var det mest geniale der var blevet sagt på Kalles Sted. Som i: nogensinde.

”Jeg bliver helt rundt på gulvet af at skrive noget godt. Det er en kæmpe stor indsats at skrive noget godt. Jeg bliver helt udmattet bagefter jeg har skrevet noget godt. Som i: helt udmattet. Jeg mister lysten til at leve her på jorden lige efter jeg har skrevet noget rigtig godt. Det lyder ildevarslende, urovækkende, det ved jeg, det er ikke for at gøre dig bange men jeg synes man skal gøre som dig og skrive dagbøger og autofiktion og hvad det alt sammen hedder.”

”Men du har ikke engang fået lov at læse mine dagbøger. Du ved ikke hvad du taler om.”

”Man er så tæt på Gud når man skriver noget godt. Man har kun lyst til at være sammen med Ham. Tale med Ham. Der er intet sagtmodigt ved det. Min kære far er så dejligt sagtmodig.”

Jeg kunne ikke bære det jeg hørte. Her sad min onkel og afviste det gode og drog sig undan og endda samtidig.

”Du forstår ikke, nevø. Du har ikke en lille datter på otte år som du gerne vil være noget for. En sand poet er en skaber ligesom Gud. Énvejs. Altid énvejs.”

”En beslutning tager sig selv hvis man sover tilstrækkeligt.”

”Er det noget jeg har sagt?”

”Ja!”

Vi skiltes i god forståelse, som bedste venner, men vi så aldrig hinanden igen.

Kapitel 3

Det kan godt være resten af denne bog bliver amatøragtig. Jeg har alle odds imod mig og taskens forpulede indhold skriger efter handling, men måske tager de store beslutninger i livet sig selv hvis man sover tilstrækkeligt. Min onkel har været død i to uger og jeg er begyndt at sove igen. Sove rigtig meget.

Jeg kiggede på Iris Vej.

”Min onkel er død. Nu har jeg dig at bekende mig til.”

”Du må se at få sovet.”

Jeg så medlidende ind i dårlige Iris Vejs dårlige øjne.

Jeg forklarede hende Min Onkels Store Teori.

”Digtere er irriterende. Du er digter. Du er irriterende.”

”Men er du slet ikke interesseret i at digtere dø-dø…dør af at være irriterende så vi slet ikke får digtet?”

”Der er vel en løn i æren ved at digte noget betydningsfuldt. Desuden. Arbejdet bærer lønnen i sig selv. Jeg er interesseret i dig. Det er hvad jeg er interesseret i.”

”Men er det ikke for darwinistisk?”

”Tjo.”

”Hvor er Udkantsdanmark? Her sidder vi. Skulle vi ikke hellere gifte os af medlidenhed med nogen fra Udkantsdanmark? Er det ikke vor pligt hver især?”

”Du har ikke engang dit psykiske helbred i behold. Og du er ved at blive ældre. Du er snart ude af livets kortspil for du er slidt i kanten.”

Previous articleBemærkning om “Aftenens ubehag”
Next articleDe dårlige og de irriterende, kap. 4-5
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013.