Home Non-categorized De dårlige og de irriterende, kap. 32

De dårlige og de irriterende, kap. 32

120

Kapitel 32

1. Jeg håber ikke at den, eller de, der skal vurdere om dette manus er klar til udgivelse vil nægte læseren at føle sig bedre end de såkaldt dårlige mennesker

På den anden side er der noget såre almindeligt og, må vi tilføje, uklædeligt normalt ved at føle sig så moralsk trænet og gennemtrukket af lagret politisk korrekthed at det har sat sig i identiteten hvorfor Sartres diktum “Helvede er de andre” har mistet sin betydning. Man forstod hans udsagn for 50 år siden. Nu forstår man, dvs. de identitetspolitisk vakte, det ikke længere.

2. På den anden side kan jeg ikke fremhæve nogle kvaliteter ved dette manus, foruden at læseren har ret til tryghed

En trodsig tryghed.

3. Min onkel og jeg ved i hvert fald godt hvad vi skal

Vi er fokuserede. Vi skal noget godt i verden.

4. Sagerne stiller sig sådan at de dårlige er ved at vinde over de irriterende

Det er bestemt hverken min onkel eller mig der har valgt præmissen for denne rejse, dette helte-epos du har mellem hænderne.

5. Min onkels overtalelsesevner

Vi underholdt hinanden ved at læse Agota Kristofs “I går” for hinanden i rundt regnet et kvarter. Den passede ind i vores kram idet antagonisten her er en lovligt undskyldt flygtning, dog uden at læseren involveres i oplevelsen af formål eller mission.

6. Dér skulle man give agt

Engang jeg troppede op på min skole i Vedbæk i et par hvide 80’erdenimbukser som skulle gøre oprør imod ejerne af produktionsmidlernes evige lysebrune bukser blev jeg instinktivt og hånligt irettesat af en af de mest instinktive af mine venner med ordet proletar, der i hans forståelse betød det samme som skældsordet taber. Jeg forlod ikke ved den lejlighed mine bukser, men det var lige ved og næsten. Jeg vidste imidlertid at han tog fejl. Jeg havde en klar fornemmelse at der under København, ikke forfærdeligt langt mod syd, boede mennesker med hjerner ligesom os fra det fine Vedbæk.

7. Min såkaldt beklumrede lejlighed og min så kaldt undseelige eksoverklassedreng fremtoning er intet mindre end denne bogs strukturerende princip

Det at jeg en psykisk syg der nærmer mig 50-årsalderen med stormskridt og ofte er glad er det undseelige tema for denne bog. Det er en roadmovie på S-togsskinner og alle mine små digressioner, udbrud og punktopstillinger kan jeg tænke mig bliver opfattet i medlidenhedens ånd, som herken udelukker nysgerrighed ej heller litteræt udbytte for læserens vedkommende.

Previous articleDe dårlige og de irriterende, kap. 31
Next articleDe dårlige og de irriterende, kap. 33
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013.