Home Non-categorized Den 3die største sorg: Sorgen over ikke at kunne skille tingene ad

Den 3die største sorg: Sorgen over ikke at kunne skille tingene ad

1099

Jeg er talsmand for det synspunkt at man skal ”læse sig ned til sine psykiske sygdomme suppleret med den jeg-støttende samtaleterapi som alle og enhver burde have fordi livet er så svært ind imellem”. Egentlig vil jeg håbe der en dag kommer en selvhjælpsbog med netop dette mål for øje. Jeg har aldrig mødt et menneske som ikke havde psykiske sygdomme. Krimi og fantasy genren beskæftiger sig alt for meget med ondskab. Der er andre ting i livet, kan jeg så fortælle dem der er til den slags. Glæde, samhørighed, for blot at nævne to.

De fleste mennesker har aldrig overvejet den mulighed at de er bindegale. Men det er vi hihi alle sammen.

Vi skal altså have justeret formålet med litteratur en kende ude i samfundet. Litteratur som terapi er lidt som sjælemassage men ikke helt og aldeles. Det ligner sjælemassage fordi vi ideelt set alle burde have en-to ugentlige doser. Det ligner på den anden side overhovedet ikke sjælemassage i det at vi også har brug for nogen at tale med.

Men hvad er det flugt fra? Her kunne selvhjælpsbogen ”Læs dig ned til dine psykiske sygdomme” passende intellektualisere og sætte ord på de kærlighedshæmmende, selvindsigtshæmmende og dermed livshæmmende ting der ligger og roder, for de er meget forskellige. Brister på personligheden, dæmoner, vanen og psykiske sygdomme er absolut ikke det samme. Tillad mig at resumere noget du burde vide.

Brister på personligheden: Noget alle mennesker har. Ofte giver det sig udtryk i at køre sig selv af i en samtale.

Dæmoner: I følge Kierkegaard det samme som angst for det gode. Kendetegnet ved pludselig adfærd. Pludselig ødelægger man et eller andet. Altså ikke nær så mystisk som folk gør det til. Nærmere dybt banalt som Arendt var inde på da hun undersøgte Eichmann. Dæmoner vil jeg skyde på vi alle har i hundredvis. De har ikke meget at gøre med vores personlighedssignatur, er derfor ikke videre interessante, de forvirrer ved deres antal og de skal ikke uddrives, for så er fanden løs i Laksegade.

Så er der vanen. Vanen er en magtfuld modstander der er sårbar overfor læselyst. Her er litteraturen virkelig gavnlig. Litteraturen slipper empatien ind i vores liv på nye måder og den stimulerer dem vi hver især er og skaber fred.

Psykiske sygdomme: Ofte giver de sig udtryk i totalt unødvendig indre lidelse: angst, sære energikrævende blandingstilstande, elendige vaner og negativ tænkning.

Vi skal altså leve liv en dag ad gangen. Hu hej hvor er hverdagen dejlig Dan Turell. Nej, den er ikke. Den er fuld af sorg som er det mest komplekse i livet. Hu hej hvor er vi uperfekte, Jørgen Leth. Ud og være hihi nøgne i bjergene. Nej. Vi skal intellektualisere med litteraturen. Alt det vi kan. For hjertet skal nok bevare varmen.

Previous articleHvis en sommerdag en rejsende…
Next articleDen 4de største sorg: Længsel
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)