Dyveke Lassen er for mig identisk med surrealisme i den mest positive og idealiserede betydning. Dyveke Lassen er snarere Bruno Schulz’ Kanelbutikkerne end Salvador Dalis bedagede kæmpelærreder og klodsede bøger.
Surrealisme er for mig “den skønneste form for kunst fordi der peges aktivt og uden blusel på tilværelsens under.”
Jeg opfatter Dyveke Lassen som en karakterfast og god person man kan lære noget af fordi hun er dialogisk indstillet og har en vældig åndelig formåen. Mennesker der ikke er dialogisk indstillede siger typisk “Du modsiger dig selv”, “du taler underligt kryptisk” i dialog med andre. Dette tærer på Dyveke Lassen, det slider på hende. Vi må give hende ordet. Vi må passe på hende. Hun har en uskyld ved sig som vi må værne om ved at tale med hende stille og roligt. Vi må forsøge at forstå hende.
Her er nogle bemærkninger om henholdvis det rutineprægede sprog, det vattede sprog, det stramme sprog, det selvhøjtidelige sprog og det fuldt ud surrealistiske sprog.
0,1 procent Dyveke Lassen: Det rutineprægede lige-ud-ad-landevejen-agtige sprog hvor det kedelige og det forsimplende regerer og hvor realplanet i høj grad præges af letflydende, uigennemtænkte ydrestyrede holdninger, herunder klichéer, floskler, sprogroderi og ufilosofiske konventioner. Denne sprogtype udgår fra åndelig begrænsethed og ledsagefænomener som kronisk nedsat moralsk intuition, fantasiløshed og manglende horisont. Det uanselige surrealistiske, dvs. Dyveke Lassen-agtige, element kan opstå ved at det der siges ofte er så firkantet at det er komisk: Eksempel: “Albert gik hen ad vejen.”
0,9 procent Dyveke Lassen: Vattethedssproget. Her spiller man på følelserne uden selv at være klar over det. Her udtrykker man sig på én og samme gang vattet og bizart. En massiv ubehjælpsomhed gør sig gældende. Grunden til at vi nærmer os den korrekte, men desværre for mig utopiske, dosering af Dyveke Lassen, som er én procent, er at man griner lidt af udtaleren, men på en ond måde. (Supplerende kommentar, 12. juli 2020, klokken 10:01, af mhh: Vattethedssproget er selvhenvisende på en latterlig måde. Derfor fungerer det ikke som oplæg til videre diskussion. Det vækker ikke idéer og det giver ikke tilhørerne lyst til at tage bolden op.)
Eksempel: ”Albert gik hen ad gaden, solen varmede, men på en ubehagelig måde.”
1,0 procent Dyveke Lassen: Det stramme sprog. Det korrekte lyriske sprog. Findes ikke fordi surrealisme som kunstnerisk form har med liv at gøre og fordi jeg ikke er gearet til at dossere et digt ud fra underbevidstheden som strukturerende princip, endsige har dette som ambition. Derfor kan jeg ikke lade være med at opfatte traditionelle lyrikere som kryptisk-utilnærmelige småsvindlere —og utålelige konkurrenter.
10 procent Dyveke Lassen: Det selvhøjtidelige sprog. Det villede, klodsede sprog. Bestemt ikke et sprog der lykkes med at forløse absurditeter i latter. Her virker noget så livsvigtigt som alvor påtaget. (Supplerende kommentar, 12. juli 2020 klokken 10:11, af mhh: En form for vattethed hvor udtaleren ikke på overfladen taler om sig selv, men gør det ved nærmere eftersyn.)
Eksempel: ”Albert gik hen ad gaden. Solen skreg.”
100 procent Dyveke Lassen: Dyveke Lassen sproget. Dyveke Lassen i ren form. Formen er fyldt helt ud og kan kun skimtes. Det er absurditeterne der får os til at grine og læse videre.
Eksempel: ”Albert gik hen ad gaden. En lille skarp stank af klor ramte ham henne ved Fasanhjørnet.”
