Dostojevskij var fuldkommen til grin. Hans benådning i elvte time var en latterlig livserfaring, fordi den kan kategoriseres som eksotisk. Desuden var han ludoman. Et fuldkommen latterligt træk ved en person set med dagens øjne. Personlighed er alt. Dostojevskij havde, som vi skal se, en lille personlighed som fik ham til at moralisere og hæve sig op over menneskenes skarer og “nihilismen”. Hvad mente Dostojevskij med det vrøvl som han kæmpede hele livet imod i sine negative, depressive og forstyrrede farveladeværker?
Fjodor, faderen til de tre drenge, beskrives allerede på side ét som ond, i det hans livsførelse karakteriseres som “ryggesløs og umulig”. Enhver læser bør ophøre med at interessere sig for ham umiddelbart. Det kan være Fjodor i dag var blevet bedt pænt om at skrue lidt ned for komfuret og slappe af og tale med en psykolog for at blive jeg-støttet eller få lidt retning på sin personlighedsforstyrrelse eller han var blevet beskrevet som en narcissist eller psykopat der hele tiden løb væk fra ganske almindelig bilateral terapi. Men, som vi senere skal se, bliver det gruppeterapi for ham og drengene. Gruppeterapi kender vi i dagens verden som noget af det mest flove og kujonagtige. Det hovedpersonerne desværre bliver udsat for i bogen er at gruppelederen, starets Sosima, er gennemmoralsk. Han er ikke den eneste. Også Sosimas elev, hovedpersonen Aljosja, er gennemmoralsk. Det er sygt fordi det indvarsler og gøder jorden for vor tid modbydelige pænhed. Pænhed der lige før var had. Had der lige før var sorg. Træng dog ned i dine personer hr. Dostojevskij og analyser i kærlighed. Det er det eneste der kræves, nu som førhen, af et skrivende menneske.
På side to præsenteres vi for et kvindeligt bekendtskab af selve den latterlige, bedrevidende og pilrådne fortæller som kastede sig ud i en flod, ene alene “for en grilles skyld, for at ligne Shakespeares Ofelia”. Dostojevskij har åbenbart ikke haft særlig meget forstand på den slags.
Yderst kedsommelig og menneskeligt urealistisk er beskrivelsen af Far Fjodors første hustru og hvordan deres ægteskab kom i stand. Hallo! Ingen drages af en “spotter”. Et kærligt fjendskab kan derimod grundlægges på den slags og fjendskab hører ægteskabet til.
Far Fjodors lyst til at komme frem og op i samfundet beskrives som “klæbrig”. Det er da en menneskeret at kravle op af samfundsstigen og få det bedre økonomisk. Hvad “ryggesløst” er der i det. Hallo Dostojevskij.
Modbydelig bog.
Og så rundes emnet af med en virkelig bommert fra Dostjevskijs side: “Kærlighed var der ikke tale om.” Jo, kærligheden spiller altid ind dit Dostojevskij ævlehoved.
Beskrivelsen af bortførelsen af Fjodors første kone er så latterligt urealistisk som noget tænkes kan. Der er intet som helst tilløb til at beskrive hverken kærlighed eller nuancer. Dermed får vi her en sikker indikation om at Dostojevskij var en fordømmende misantrop der lynhurtigt udnævner fjendebilleder. Hvad kan man bruge det til som læser.
Så kommer der lige to iskolde domme fra forfatteren: Far Fjodors kærlighed og savn efter den nu bortløbne Adelaide beskrives som komplet uden substans, hvad kærlighed, tab, længsel og savn aldrig nogensinde er. Kærlighed er en indefra og ovenfra kommende kraft.
At han i den situation boller til højre og venstre med et “harem” er fuldkommen naturligt, særligt for en livsuduelig. Endnu har Dostojevskij ikke formået at analysere denne Fjodors livsuduelighed med hverken kærlighed eller med et respektfuldt, troværdigt overblik. Det er Dostojevskijs egne psykiske problemer som begrænser udsynet. Man venter sig nu absolut nada af hvad han vil med denne Fjodor Far.
På dette tidspunkt må man antage at de fleste læsere allerede er blevet grebet. Der har været så mange opkogte elementer allerede at denne latterlige “blanding” må forventes godtaget. Den dårlige nyhed er at romanen er på hele tre bind.
Jeg forventer nu trodsigt og tålmodigt at Dostojevskij sætter et eller andet personligt ind som han har greb om, men venter mig faktisk intet. Dostjevskij var selv nihilist og hans selvretfærdige klapjagt på nihilister var det vi i dag kender som en projektion, altså at se sine egne problemer i andre mennesker og, sublimerende, i mennesker generelt. Føj for en forfatter.
Allerede på dette tidlige tidspunkt i romanen får vi en klar tegning af Dostojevskijs egen latterligt lille og ureflekterede personlighed. Hans syn på grænseoverskridende adfærd er puritansk og livshæmmende for samtlige læsere. Helt ærligt. Vi er blot mennesker der erkender stykkevist og trods det er i stand til at elske fuldt og helt. Han siges at læne sig kraftigt op ad Evangelierne, men han skvatter omkuld for han har vist ikke rigtig fået dem læst.
Bla bla bla om hvor slem Far Fjodor var og dernæst: “Hvem ved – måske var det virkelig naivitet.” Lidt naivitet er da en god egenskab. Hvorfor analyserer Dostojevskij ikke lidt på den i kærlighed. Fordi han ikke evner det. Tåbe.
Kapitel et afsluttes med en ret latterlig malende beskrivelse af Fjodors reaktion på Adelaides død af tyfus eller sult i Sankt Petersborg. I dag og i grunden ved vi jo at den første reaktion på chokerende nyt ikke er den fulde sandhed men Dostojevskij lader Fjodors sorgproces fuldkommen ude af betragtning.
I næste kapitel viser Dostojevskij sig som direkte farlig eftersom han ikke engang ved at enhver er sig selv nærmest. Hans søn Mitja/Dmitrij har han “glemt”. Nej Dostojevskij. Han elsker sit barn over alt på jorden som alle mennesker gør men han har det skidt og selvmedicinerer sig med alkohol fordi der ikke fandtes medicinsk og terapeutisk hjælp på den tid. Men hvad rager den problemstilling os i dag?
Sammesteds præsenteres romanens første urealistiske dydseksempel, tjeneren Grigorij, den eneste i den tre-åriges omgivelser der ikke “glemmer” Mitja. Det er helt almindelig opførsel kære skvattede Dostojevskij. Både at glemme hinanden i krisesituationer og at tage sig af et barn. Intet nyt under solen. Ingen erkendelse. Kun en forkrøblet moralsk indignation som indpodes i læseren på den mest pinlige facon.
Så bringes Mjussov på banen. Dannet og rig og selvfølgelig “kristen” via sit samarbejde med klosteret. Men hvem siger at han er kristen. Det er da noget man skal være i gerning med sin gøren og laden ligesom i Tolstojs geniale novelle “Herre og tjener”. Det er da ikke noget man er lige fra introduktionstidspunktet.
Dostojevskij byder nu ind med en kort bemærkning om at Fjodor ikke må forstille sig. Men allerede dengang må man da have vidst at vi mennesker naturligvis opfører os dybt forskelligt alt efter situationen, dagsformen og hvem vi er sammen med.
Nu er vi ret langt inde i romanen og så kommer der noget der faktisk er morsomt og godt set af Dostojevskij nemlig den pudsige formulerering “dette satte hans indbildningskraft i svingninger resten af hans dage.” Man tænker på Holberg. Man savner faktisk Holberg.
Hvis jeg nogensinde kommer videre i læsningen af det vrøvl bliver det af en blanding af kedsomhed og min ubændige trang til at være kritisk, skeptisk og fjendtlig når man tyrer en bog væk. Jeg vil så gerne have Dostojevskijs samlede væk fra min bogreol. Gad vide om jeg får gjort det en skønne dag.
