Det er næsten trist at filmfolket til hudløshed og på fingerspidserne mestrer de psykologiske tricks der fængsler os til skærmen, for så er vi mange der vender næsen i sky og ikke gider glo med. Mange moderne mennesker, har jeg noteret mig, har svært ved at sætte ord på hvad det er der gør Netflix så elendigt. Ikke jeg. Jeg kan udmærket sætte ord på det og hermed lærer jeg det generøst fra mig. Til gavn for dig. Som en gave, nydeligt pakket ind i hjertevarme ord. Stakkels dig, der slet ikke kan finde ud af noget.
Jeg foreslår at du som seer, du som en del af publikum, stiller krav. Stiller krav til de åndelige dimensioner. De hører nemlig lige præcis med til ligningen. De åndelige parametre, simpelthen. De åndelige indsigter, kunne man også sige, selvom den sprogbrug i sin grund er både vildledende, klodset og forkert. Også de åndelige parametre kan nemlig specificeres, ligesom cliffhangers, teasers og trailers der alle er yderst spændende på en yderst trættende måde, sagt uden nogen form for hån eller spot, blot som konstatering. Også de åndelige parametre fortjener vores opmærksomhed, nu hvor filmkunsten i den grad er blevet serialiseret og ensrettet og blevet til ren psykologisk, psykologiserende, primitiv logren med halen. Hvorfor ikke lave spørgeskemaer, brugerundersøgelser af det åndelige udbytte du får med hjem på sådan en helt almindelig mandag aften? Det gør vi da.
Lad mig se. Åndelige dimensioner. Her har vi:
Minder os om at stik-modsatrettede egenskaber ofte følges ad i et menneske.
Minder os om hinanden.
Minder os om at vores næste er enhver.
Minder os om at livet er kort.
… og talrige andre.
Læg vel mærke til at der står “Minder om…” Det er fordi åndelige parametre betegner en ræsonnans mellem et kunstnerisk element og noget vi allerede skuer, mærker, ved, tror, et anlæg der er nedlagt i os om som har det største kærlighedspotentiale fraregnet selve Kristus, nemlig Den Hellige Ånd. Det er just det paradoksale ved det menneskelige liv i kulturel hengivelse at vi får det bedst hvis kunstneren der har skabt lortet ikke blot er en god, from kristen, men tillige tør noget helt almindeligt, nemlig at minde os om at freden og kærligheden i os og mellem os er en åndelig realitet.
De åndelige parametre er talløse men de konkurrerer med de psykologiske. Det er min væsentligste pointe. Der hvor de åndelige parametre er i undertal har vi at gøre med film og filmskabere der intet vil os, der taler ned til os og bespotter det hellige i os. Det er en forfærdelig ting at gøre, psykologisk set, javel, men det er først og fremmest, lærer vi af Frelseren selv, en utilgivelig synd.
Det sjælelige og det åndelige domæne overlapper ikke, men der findes to undtagelser, som vi straks skal se. Om sondringen mellem sjæl og ånd kan vi nævne at psykologi er noget med sjæl og psykiatri og lyst og ulyst og behov. Ånd er noget med det hellige inden i og imellem os, om verdensordenen, Styrelsen og meningen med livet, øjeblikket, samt vores perspektiver for os selv hver især og med hinanden i dette liv og i det næste, meget glædeligere, liv. At bunke det hele sammen og bare kalde det følelser er værre end kynisme, det er en synd som der ikke findes tilgivelse for.
De to undtagelser er de to komplementære størrelser kontrol og udsyn.
Hvor er det utroligt at de fleste af os klarer os livet igennem uden at pludselig miste kontrollen og udsynet totalt. Det er et mirakel, som psykiatribrugere som jeg til stadighed forundres over i taknemmelighed.
Hvis et filmsprog skal kunne noget må det først og fremmest lægge afstand til det sjælelige behov for kontrol og udsyn og tro fuldt og fast på at ånden i os kan bære os igennem værket og til et fornyet udsyn og en fornyet kontrol med det vi gerne vil opnå i de næste få dage, med særligt fokus på dagen i dag, for længere holder en god kunstoplevelse sjældent. Kan et filmsprog tro på noget ligesom vi kan tro på noget? Ja! Netop! Ethvert sprog har troens mulighed, fordi ordet var det første der var i verden. Det er fordi at vores tid er åndsforladt at det åndelige fokus må intensiveres i filmsproget og det sjælelige nedtones. Som sagerne står nu har vi alle i den grad inde på rygraden hvordan filmsprog skal være og dertil har vi hver især løse teorier og forhåbninger om hvordan det kan udvikles, så vi uden videre glemmer hvor let det kan saboteres hvorved det åndelige drages frem. Vi har simpelthen glemt at filmsprog kan og bør saboteres med alle midler fordi det blevet så effektivt, psykologisk betragtet.
Vi tror at filmsprogets muligheder for videreudvikling ligger i alt muligt mærkeligt, men det ligger i stil. 99 procent af de film ďer laves i dag mangler stil. Den slags smitter af på os og på vores liv. Stil er noget med ånd.
Man kan sagtens sabotere på en måde der hverken er avantgardistisk, manieret, klodset eller anstrengende, nemlig ved at stole på at der kan laves renhedsfilm. I dagens filmverden er det mennesker der ophøjes til filmstjerner og filmskabere og filmbuffs, hvorfor ikke droppe de tre renhedsprætentioner og give renhedsfilmen endnu en chance. Der findes kun to, Ordet og Exorcisten, men man kunne sagtens forestille sig at der var brug for renhedsfilm inden for den lettere underholdningsgenre også såsom komedier og serier.