Home Non-categorized Det vrængende menneske 15

Det vrængende menneske 15

50

Der er noget hårdt ved surrealismen og beslægtede fænomener som jeg ikke bør bryde mig om. Noget hårdt. Jeg kan bedre lide et såkaldt fæ der slet ikke kan lide surrealisme. Man skal som forfatter dele sol og vind lige. 0,1 procent surrealisme er for lidt i enhver sammenhæng, i enhver tekst, vil jeg mene, 0,9 procent er helt ude i skoven, mens 1,0 procent surrealisme er lige tilpas. 10,0 procent surrealisme er for meget. 100 procent surrealisme er lige tilpas. Hvordan realisere 1,0 procent surrealisme i en tekst?

0,1 procent surrealisme: “Jeg er en mand og jeg er feminist.”

0,9 procent surrealisme: “Vildskab skal man være varsom med. Derimod går jeg bestemt ind for hellig vrede. Men spørgsmålet er om feminismen har gjort al tale om hellig vrede, for ikke at tale om hellig vrede an sich meningsløs.” Disse udsagn er noget ulæseligt bavl fordi de efterlader et indtryk af fornuft og sandhedskærlighed. Udtaleren griber ikke sine egne bolde, de falder ned om ørerne på ham fordi han siger for lidt, argumenterer i utilstrækkelig grad og glemmer at modsige sig selv og derved overlade det til læseren selv at føde sandheden. Man skal ikke sammenligne mennesker, men hans udsagn er kun knap en hundrededel surrealisme på grund af humorværdien af den klodsede måde hvorpå han ranker sig, flår skjorten op i brystet og tvinger enhver såkaldt moderne kvinde til at meje ham ned uden varsel: rutinemæssigt og uden at retfærdiggøre sig.

1,0 procent surrealisme: Findes ikke.

10 procent surrealisme: “Jeg fatter simpelthen ikke det som feminismen har udviklet sig til i 2020.” En sørgelig rad ham der udtalte disse ord. Hvad er det han ikke fatter? Det er næppe tænkeligt at nogen kvinde frivilligt snobber åndeligt nedad når det kommer til stykket. Tingene kommer bare sjældent “til stykket” i 2020. 2020 er bare en masse fragmenter og forvirring.

100 procent surrealisme: “Jeg ved tre ting om højmaskulinismen, den ene er at den ikke findes som begreb, den anden er at den ikke nedværdiger sig til at skelne mellem høj- og lavfeminisme og det tredje er at den kan blive vred på en måde jeg, i kraft af at være en mand, er begrænset til at opleve som hellig.”

Previous articleDet vrængende menneske 14
Next articleDet vrængende menneske 16
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013.