Jeg vil skrive tekster som er ydmyge. Mere ydmyge end et menneske kan være. Jeg har derfor indbygget en tydelig markør af uhøjtidelighed i dem. For mig er det en selvfølge at et digt via denne markør skal tilkendegive at sproget primært er og bruges til kærlig og høflig samtale. Men der er et andet vigtigt forhold som for mig gør almindelig digtning til noget lettere komisk og futilt. Det forhold kan beskrives med ord som kliché, idiom eller sprogligt rod. Når vi udtaler os om noget kommer vi af den grund ofte for skade at lyde opblæste. Endda når vi digter. En stor del af digterne vil gerne “kendes på digtet”. De vil gerne roses og elskes for digtets skønhed. Jeg griner når jeg skriver. Jeg vil derfor hellere skrive noget outreret som jeg ler af mens jeg skriver det end noget der genkendes som poesi af det halvt slumrende, halvt lukkede øje.
Jeg laver tekster som er bevidste om at mange væsentlige værker allerede er skrevet og at sproget kan bruges til meget vrøvl, at vi let bliver fyldte af os selv når vi bruger sproget og at der ligger en æstetik gemt i disse erkendelser. Der ligger en filosofisk alvor i mine teksters æstetik som man let misforstår fordi teksternes drivkraft, for hovedpartens vedkommende, er latter og fnis. Jeg kan ikke se at de skulle være antiæstetiske, idet den vågne og opmærksomme sprogbruger vil føle sig tryg ved dem. De er enkle. De er helt tydeligt mine, hvad angår deres stemme og klang. Jeg ved de forudsætter et højt dannelsesniveau, de er opfordringer til at søge dannelse her og andetsteds der rækker dybere end udbyttet ved at konsumere den evindelige knækprosa, som ikke desto mindre interesserer mig og giver mig nogen stimulans, men som jeg ikke selv er interesseret i at skrive. En af de grundholdninger jeg abonnerer på er, at sproget bemyndiger os både til at sige det der ligger os på sinde frit og samtidig til at hælde en masse vrøvl ud og tage vores menneskelige fejlbarlighed med et smil. Tage kommunikation med et smil hvor der gerne må siges pudsige ting.
