Du er en kendt dansk filminstruktørs røv.
„Bagdel, tak!“
Og du er blevet slikket af alle i miljøet i mere end 20 år.
„Ja.“
Bliver det ikke lidt ensformigt i længden?
„Det er som man tager det. Det åbner nogle døre på den måde. Det holder nogle døre åbne.“
Hvorfor har din værtsorganisme ikke noget kærligt på hjerte?
„Ved du hvad: Han har slet ikke talent for lige det.“
Nå.
„Overrasker det dig? Jeg mener, du må have set nogle af hans film.“
Næh. Det ved jeg ikke. Han interesserer sig ikke for det som jeg interesserer mig for, nemlig sprog og varme. Han er mere ovre på de nævenyttiges side. Han får tingene gjort effektivt.
„Som jeg ser det kan han kun prutte og skide.“
Vent lige lidt. Du er hans røv. Det er da klart, du ser det på den måde.
„Men jeg er enig med dig, misforstå mig ikke. Han og jeg er inden for samme branche. Vi laver begge to lort.“
I er også stærkt forbundne.
„Jeg er hans røv for syv sytten. Men sig mig lige engang hvad du ville lave hvis alle slikkede din røv.“
Jeg ville lave nogle meget mere klodsede film. På den fede måde, selvfølgelig. For både varme og sprog er lidt klodsede på den fede måde. Varme er klodset fordi det er alt for lidenskabeligt til at det passer til virkeligheden og sproget er klodset i forhold til sproget selv. Så hvis man vil opnå noget kunstnerisk må man ikke stive læseren af ligesom når han læser en meget udkrænget avisartikel eller bog. Man må i stedet få læseren til at slappe af gennem latteren.
„Jeg synes det er spændende og visionært det du siger, og det giver mig næsten lyst til at spørge om jeg må tale med din røv.“
Hvorfor?
„For du lader til at have lidt ondt i den.“
Du taler som om du er en røv!
„Hihi. Jeg er en røv.“
