Tænk, hvis det var efterefterreaktionen på et kunstværk der var den mest eksistentielt sande! Tænk, hvis en travl anmelder efter at have indsendt sin anmeldelse pludselig, af sin egen underbevidsthed og af sit eget sind pludselig forstod sin egen rolle i verden efter oplevelsen og efter anmeldelsen var sendt ind og udgivet? Ville vi så bruge vendinger som ”Vent, det var godt alligevel!” Ikke nødvendigvis. Det jeg her peger på er noget andet.
Lad os starte med dristigt at definere hvad et kunstværk er:
Et kunstværk er de tre tidsforskudte, abrupte og uforenelige eller forenelige følelsesmæssige og sproglige erkendelser som efterfølger oplevelsen af værket i et menneskes sind.
Abrupte. Hvorfor abrupte? Med abrupte, der i ordbogen betyder at noget begynder eller slutter brat eller er usammenhængende, sigter jeg til at underbevidstheden “føder” os med noget, helt pludseligt. Så ser vi kunstværket i et nyt lys, kan man sige.
Uforenelige. Hvorfor kan de tre erkendelser være uforenelige? Fordi de somme tider afløser hinanden på en udelukkende, vrængende og diskriminerende måde. De repræsenterer så, efter tur, underbevidsthedens nyeste bud på hvor vi selv befinder os i eksistensen efter vi har ladet os overvælde af værket.
Forenelige. Hvis alle tre efterreaktioner er forenelige er værket godt, men vel at mærke kun for den pågældende læser.
Anmelderi ifølge Efterefterreaktionsmodellen
Ofte oplever jeg at anmeldelser intet eksistentielt videregiver. Det kan virke som et højt krav til en anmelder, men det kræver blot at anmelderen bruger tre uger på et værk i stedet for en.
Dette forhold kalder på efterefterreaktionsmodellen og den tummelumsk-følsomme og meget gerne psykisk sårbare anmelder og læser:
En anmeldelse kan være frygtelig ukonstruktiv
- Arrogant
- Elfenbenstårnagtig
- Selvrosende
- Selvsmagende
- Overlegen
- Overdreven selvsikkerhed som anmelderen på den ene eller den anden måde hviler i.
- Og selvfølgelig: (For)Dømmende
Det almindelige for en begejstret anmelder er ikke at skrive om sin reaktion men at bruge lovord. Det er ugleset i Efterefterreaktionsmodellen. Det svarer faktisk til at sidde og plapre om hvor fintfølende man er. Hvor fintfølende er det at opgive et værk efter 13 sider? Det kan være acceptabelt ifølge Efterefterreaktionsmodellen, men fintfølende er det ikke. Men sjælen og interessen og den måde vi er til i verden på er langt stærkere argumenter end et nyt kunstværks fikumdik. Derfor gør sjælen krumspring. Disse krumspring er det anmelderens pligt at dokumentere ved hjælp af indføling, selvkendskab og dannelse. Der er ikke noget pinligt i at være på herrens mark. Det er et godt udgangspunkt for en anmeldelse.
Den psykisk sårbare læser
Den psykisk sårbare er vant til den abrupthed der kendetegner underbevidsthedens meddelelser til jeget. Mange psykisk sårbare optræder usamlet på skrift ligesom de gør i virkelighedens verden. Det er sådan det er og altid har været og altid vil være. Men det er ikke det samme som at være useriøs. Der er noget meget menneskeligt i at opdage. Man opdager for eksempel at man er forelsket. Den psykisk sårbare ved når han eller hun er usamlet, selvom læseren af udgydelserne tvivler. Den gængse måde at læse, anmelde og vurdere et kunstværk på er muligvis diskriminerende. Den er i hvert fald alt for stresset og hurtig ligesom resten af samfundet.
En anmelder behøver ikke at læse værket færdigt
Men han eller hun skal alligevel bruge tre uger på det. For det kan være der kommer en efterreaktion eller efterefterreaktion som det kan være sjovt at få med. Og det må bestemt gerne være om andre ting. Ellers får vi aldrig kulturkritikken ind i billedet og den er da for søren som regel vigtigere end et enkeltstående værk.
Kritik af efterefterreaktionsmodellen
Føleri-indvendingen
”Med efterefterreaktionsmodellen lægges der for meget fokus på hvad kunstværket gør ved os.”
Føleri-indvendingen kan sagtens imødekommes og gendrives. For føle det gør vi hele tiden.
Energiindvendingen
Ingen har energi til at anmelde særlig mange bøger efter Efterefterreaktionsmodellen. Det kan forekomme som et dårligt argument, men jeg synes det er godt. Det er så godt at Efterefterreaktionsmodellen falder til jorden! Hvorfor? På grund af to forhold:
- Selvkendskab, nævnes ovenfor. Det eksisterer ikke. Mange ting i vores samfund og kultur fungerer ret godt. Ikke lige det. Spasmageren har ikke noget ansigt, siger vi. Det er bare en upålidelig person. Nej. Spasmageren skal ind på scenen før ting som Efterefterreaktionsmodellen overhovedet skal give mening som noget der kan praktiseres.
- Ingen har energi til at være en seriøs spasmager i et samfund der ikke ved hvad en spasmager er. Kenzaburo Oe har skrevet om ham. I vesten aner vi ikke hvem han er. Så må vi læse Kenzaburo Oe.
Eftertanker
Hvorfor får Efterefterreaktionsmodellen lov til at blive liggende på internettet når den er faldet for mine egne argumenter? Fordi der er noget i det jeg siger. Fordi det er enhvers pligt at vende sig mod præstations- og udskamningskulturen i et par timer når lejlighed byder sig.
