Først vil jeg takke Informations læsere for at følge med og læse denne dags, eller rettere aftens Vedbækparnasudgydelser som følger nedenfor. Jeg er forholdsvis glad for nogle af observationerne og synes de er inspirerede men jeg identificerer ikke mig selv som forfatter. Det skal man ikke gøre.
Dernæst vil jeg sige at jeg plejer nær venskabelig omgang med to af landets mest anerkendte forfattere og de begge anser mig for deres ligemand. Den ene går jeg tur med i Sorø hver måned og den anden er jeg i telefonen med dagligt. Jeg nævner dem ikke ved navn og dermed er de, går jeg ud fra, glade og tilfredse. Jeg anfører dette venskabspraleri for at modbevise Metz’ som hævder at saloner ikke eksisterer. Så deri tog du fejl haha.
Jeg har ligget hele dagen i sengen med min psyko-somatiske sygdom og Bodil Skovgaard Nielsen skriver godt, ikke just mildt, hvorfor skulle en ung kvinde befatte sig med mildhed, nej, vel?, så da jeg vågnede op her til aften vågnede jeg op til én af mine yndlingsaversioner, nemlig J. P. Jacobsen. Han flytter rundt med mig og det kan jeg ikke lide, for jeg ser mig selv som en moden psyko-somatisk herre der ikke sjældent er mild som en julimorgen, men ofte er alt for energisk.
Altså gik jeg ind på e-reolen og lod Dan Schlosser læse det han havde indtalt for år og dag tilbage og det gjorde han godt!
Når man lige åbner Fru Marie Grubbe i juli 2022 finder man den overlæsset med fysiske detaljer om Maries omgivelser. Sådan var naturalismen og impressionismen husker jeg fra min skolelærdom. Jeg blev umiddelbart træt af den staffage, kaldes det, og skrev på computeren et udkast til en overskrift:
Eliksir hvormed sarte sjæle kan gøre den fordummende naturlistisk-impressionistiske stil i Fru Marie Grubbe udholdelig.
Som et parodisk eksempel på J. P. Jacobsens stil nedskrev jeg en vittighed:
”En rive kom småtrillende tilbage.”
Det var sjovt. Ja, det var det. Godt.
Men så overhørte jeg følgende citat fra bogen:
”Fred vil jeg ha’ i fredsens tid.”
Nu blev jeg vakt. J. P. Jacobsen vil læseren noget.
Jeg opdagede at jeg var uopmærksom på hvad der foregik i teksten og tog følgende notat til min hjerne:
Marie skulle rejse med til København for at bo hos Regitze.
Så var kapitel ét brat til ende og jeg fandt mig selv hensat i en krigerisk kampberedt og alert, hedder det alert, jo det gør det!, tilstand. Jeg var vred på Bodil Skovgaard Nielsen, altså hende der er ophavskvinde til essayet her.
Jeg skældede og smældede:
”Din lille tyggegummirejse med Fru Marie Grubbe er banal. Altså: Man-splaining: Man er menneske først og siden åndelig, evt. kristen eksistentialist eller noget andet fintklingende.”
Det er for hårdt, sagde jeg redaktionelt til mig selv, men sådan skrev jeg. Så må det være betydningsfuldt haha.
”Jeg kræver en stærkere bevidsthed om psykisk mistrivsel hos romanpersoner og mennesker hos dem der angler til at blive medlem af intelligentsiaen.”
Dette var også vredt, men denne gang er jeg enig med mig selv for en time siden. Jeg kan skrive under på at jeg kræver en stærkere bevidsthed om psykisk mistrivsel hos både romanpersoner og mennesker. Blandt andet hvor man ikke romantiserer dødsdrift, som jeg mener der klart er lagt op til her.
”J. P. Jacobsens litterære greb er en løs og tilmed umenneskelig og ligefrem falsk påstand om at har man selverkendelse nok, har man et helt orgel af nuancer indeni hvor man kender hver en lille og stor fløjte, oversat til nudansk: kender man alle sine triggers og hver lille idiot ude i den virkelige verden som kræver kærlighed i gensidighed så kan man tillade sig at behandle sine medmennesker derefter, dvs. kærlighedsløst. Det er jo en fare som selveste Jesus blev berømt på at belyse eller hvordan silen jeg skal formulere det hahaha.”
Nu var jeg kommet godt i gang haha.
”Kulturkampen om forankring i åndelig klippegrund virker så ubetydelig når man hengiver sig til Dan Schlossers uangribelige og mesterlige indtaling af dette værk. Men kampen er ikke slut. Problemet med J. P. Jacobsen er at man bliver så meget hoved og så lidt hjerte af at læse med. Problemet er ydermere at Inger Støjberg, som jeg er uenig med, har set rigtigt og vor egen kære Georg Metz, som jeg deler holdninger med, har set forkert. Salonkulturen lever i værste velgående og den er anført af 68’ere i Teslaer der hører Fru Marie Grubbe som lydbog uden at vide at de lytter til et lille dansk monster uden ringeste sygdomserkendelse i forhold til det faktum at tuberkulose sætter sig psykisk på måder vi i J. P. Jacobsens tilfælde kun kan gisne om i betragtning af datidens ringe behandlingsmuligheder.”
Dyygtig Morten!
God aften derude!
P.S. Jeg vil ikke være klummeskribent. Mine magtprincipper strider imod det.
P.P.S. Dagbladet Information er i splid med sig selv når det på én og samme tid i spalterne om psykiatri blæser til politisk handling og samtidig, i de litterære spalter relancerer J. P. Jacobsen.
P.P.P.S. Godt, at der findes Bodiller og Jens Petre som så nøjagtigt indfanger kynismen når den er allermest subtil.
