Sure og brøsige bemærkninger fra det virtuelle, isolerede og nogenledes lykkeligt ukorrigerede ekkokammer: Kierkegaard som krigsbereder
Nøjsen hvor blev jeg igen træt af Kierkegaard – heldigvis sker det ikke så ofte.
En fyr der har så lidt respekt for demokratiet som Kierkegaard må være dårligt opdraget. Uanset hvor fjern en tid han har levet i.
En fyr der møder mennesker som et menneskebad ville vi i dag betragte som kyniker.
Selv i et værk som Kjerlighedens Gjerninger, der af danske intellektuelle er berømt for sin varme, hvilket det også i høj grad også bør være og vedblive at være, kommer han med uklare udfald mod digtere som vidner om hvad vi i dag ville kalde kassetænkning. Kierkegaards analyser af digteren går hen over hovedet på mig i den udstrækning at jeg elsker Wilde for at sige ting som ”Manners before morals”. Det var noget Wilde mente. Han gav fimsetheden sit. Wilde gav fimsetheden indhold og substans.
Hører alt i Kierkegaard med til Kierkegaard? På ingen måde, vil jeg sige.
Forhindringerne i Kierkegaard er ikke så meget den spændstighed som man må indtræde i for at tilegne sig Kierkegaards prisme af pseudonymer, den spændstighed er en fornøjelse!, men at optegne Kierkegaards psykiatriske sygdomsbillede og med det in mente skille skidt fra kanel under læsningen. Det kræver en høj psykiatrisk dannelse.
Hvis lange og dybe studier af Kierkegaard kan påvirke andre tænkere til i den grad at undertrykke deres libido, så var Kierkegaard jo en krigsbereder. Jeg skal da også lige love for at Kierkegaard fik nogle underlige disciple. To af de værste var hhv. nazismens hovedteoretiker Nietzsche og nazisten Heidegger. Føj! Sartre var blevet opdraget af krigene til at blive duks. Jeg kommer nogen gange til at tænke på mit eget parti, Enhedslisten, som en skamplet på Danmark. Der er bare den strukturelle uretfærdighed at rigtig mange danskere ikke kan leve af kontanthjælp, faktisk ingen af dem der får den. I mit politiske engagement vender jeg mig udelukkende mod strukturelle uretfærdigheder men det er saft susemig svært med alle de såkaldte overskudsmennesker der sidder og bekræfter hinanden.
Kierkegaards majeutiske meddelelsesteknik, altså det at læseren selv må føde sandheden, ligesom hos Sokrates, giver naturligvis anledning til spørgsmålet om dette ikke var at være for grænseoverskridende i forhold til læseren, der sad mutters alene i et forarmet, forhutlet København. Kierkegaard var så opmærksom på ikke at have myndighed at han fik den. Sort humor af højeste karat! Hvordan dælen kan man tillade sig at smutte lige ind mellem læserens selv og læserens selv, ville vi naturligvis i dag, med rette, spørge. Vi ville bede Kierkegaard, rigtig velopdragent endda, om at smutte ned og høre Grundtvig eller endnu bedre: Skrive en skønlitterær bog, hvilket Kierkegaard ikke orkede på grund af sine udiagnosticerede og ubehandlede psykiske lidelser.
