Alene den måde Gammelsmølf overtaler Smølfinefarsmølf til at måtte smølfe hans datter finder jeg enestående. En aften sidder Smølfinefarsmølf og klukker bag mobiltelefonen så det vipper i hele hans krop. Smølfine har ikke set ham grine sådan for det er hans hjerte der får ham til at grine. Gammelsmølf, som Smølfinefarsmølf hemmeligt beundrer, hemmeligt endda for ham selv, idet det er kun to bestanddele inde i Smølfinefarsmølf der beundrer, nemlig hans faderhjerte og hans krop, har skrevet et brev. Da hjertet har overbevist enhver afkrog af hans indre menneske og overtalt ham til at give datteren i de Gammelsmølfske hænder får hun lov at læse med:
Kære Hr. Smølfinefarsmølf,
Det er nu blevet tid til at give Deres datter i mine hænder. Jeg mærker åndeligt på hende at hun kan le og at hun kan lære. Det er to ting der starter med L og det er nok for mig. –
Der er to ting der undrer mig særligt ved menneskearten, nemlig hvor hurtigt man bevæges ud i angsten taktfast bevidnet af advarselsklokker som ringer foranlediget af ofte en syrlig konekommentar, læs om om-syge andetsteds i mine skriblerier, og hvor hurtigt vi overgiver os til glæden, accepten og resignationen, hvis vi føler at den isflage af angst vi lander på egentlig er dybt latterlig i sin vippen i Nordhavet. Latterlig selvfølgelig fordi det er let at bjerge sig over på sit skib inden fødderne bliver kolde. Altså: Deres datter behøver åndelig lærdom i kroppenes møde. De kender historien og jeg kan næsten love Dem at hun ikke bliver forelsket og at jeg ikke bliver tovlig.
Kærlig hilsen
Gammelsmølf
PS. Jeg skal gerne give Dem en vase.
Da Smølfine har smølfet brevet over skulderen på sin far lukker hun øjnene og håber inderligt at han nu vil sige de rette ord. Smølfinefarsmølf med. Han rømmer sig, men før han får sagt noget er hun ude af døren med fast kurs mod Gammelsmølf. Og se, det er en rigtig historie. De smølfer hele natten foranlediget af en faderlig smølfen!