Du blev kendt i Blovstrød da du delte tre 50 kronesedler ud til de tre flotteste i lokalet ved en fest i byens forsamlingshus.
“Ja. Berømmelse er noget underligt noget.”
Hvordan underligt?
“Har du nogen sinde prøvet at blive pustet på det forkerte knæ?”
Jeg synes man skal tale pænt om knæ.
“Jamen jeg er lykkelig for mine knæ.”
Men hvordan er berømmelse noget underligt noget? Jeg opfatter det snarere som noget høfligt og imødekommende.
“Næh, det er det nu slet ikke. Jeg kan ikke forstå hvad du mener.”
Næh.
“Du skal ikke græde.”
Snøft.
“Du skal aldrig græde og aldrig være sur.”
Det lyder fornuftigt.
“Men tillægsordene høflig og imødekommende giver ingen som helst mening om berømmelse. Berømmelse kan være overvældende, uhåndterbar, stimulerende, opløftende. Den slags ting. Høflig og imødekommende er noget mennesker kan være. Ikke ting. Ikke begreber.”
Men du siger selv at folk blev så mærkelige efter episoden med din prisuddeling. De kastede hatten højt op i luften når de passerede dig på gaden i Blovstrød.
“Hvilken?”
Hvilken?
“Hvilken hat?”
Deres hatte. Folk i Blovstrøds hatte.
“Ved du ikke det er forbudt at bære hat i Blovstrød?”
Hør. Har vi to ikke gået i skole sammen?
“Vi løb snarere. Når det ringede ind sang vi så højt at gårdvagten brækkede midt over.”
Haha. Hvad hed den gårdvagt?
“Temer Madsen.”
Hed han ikke bare Te?
“Jo, det er rigtigt. Te Madsen.”
Hold kæft mand. Te farvede hele skolegården med en malerkost.
“Jeg forstod ham aldrig rigtigt.”
Forstod du ham aldrig rigtigt?
“Jeg forstod ham aldrig rigtigt.”
Jeg spurgte ham engang hvem han egentlig var. ‘Hvem er du egentlig Te?’ råbte jeg så selv de mindste skolelærere kunne høre det.
“Hvad sagde han så?”
Ja, altså han forklarede mig hvem han er.
“Hvordan kan man det?”
Hvis kemien er der samtidig med inspirationen så kan den slags finde sted på jorde.
“Det er sjov, lige da du sagde det kom jeg til at tænke på en hasselnød.”
Det var en god skoledag, jeg mener: Det var en god skole.
