Vi på den fine, fine velmenende venstrefløj kunne passende spørge os selv om hvad den hjemløse er.
Min grundoplevelse af mange hjemløse som jeg har talt med personligt er at de er frygtelig uopdragne. Ikke sådan at de ikke holder døren, men mere på sådan en frygtelig demoraliseret måde. Vi ved jo fra militærhistorieskrivningen hvordan tropper begynder at opføre sig når de ikke får mad og det regner. De begynder at voldtage og den slags. Hjemløse gør noget andet. De mister egenomsorgen og slås i stedet, af nødvendighed, med tilvejebringelsen af føden, de slås med vejret og hvor de skal sove næste nat og bruger al deres energi på det.
Lad os nuancere denne uopdragenhed og se om vi kan ramme ned i noget rodet sprog. Det fritager os for at føle os som engle.
“Enhver hjemløs skriger på den kærlighed de ikke fik som børn.” Nej. Det er en alt for sentimental og unuanceret måde at se den hjemløse. Edvard Munchs billede skriger. Den hjemløse skriger på en anden måde. Hvilken måde?
