Monteved Klausen har før skrevet en selvhjælpsbog. Den hed “Kram din verden og hold kæft”. I denne nye lægger han egenverdenholdkæftkrammet lidt på hylden og indfører begrebet lidelse. Han kredser lidt herom i de første tre kapitler og konkluderer, at det er noget negativt. “Der er alt for lidt nydelse i lidelse – lidelse er ofte monoton og lige som en kedelig dag.” Denne overvejelse afslører en påfaldende sproglig og argumentativ kluntethed hos Klausen, som grænser til stupiditet og virkelig svækkelse af intellekt og ånd. Hvorfor nævne det åbentlyse? Hvorfor ikke have læseren med på en gætter? Uden at tænke helt vildt meget fandt både jeg og min ledsager hurtigt, og helt af os selv, ud af, ja, allerede i løbet af kapitel ét gik det op for os, at lidelse er noget negativt. Vi lagde bare to og to sammen da der stod at lidelse gør nas.
Så var turen kommet til hovedretten. Nu skulle vi pludselig have “mod til at blive misforstået”. Det nægtede vi og det resulterede i at vi kort efter sad med to hapsdogs og en Cocio til deling. Øv!
Jeg synes det var en meget ubehagelig og irriterende selvhjælpsbog, fordi den nægtede at argumentere for hvorfor den lige valgte at tage patent på begreber som “lidelse”, “ondt i ryggen” og “ondt i benet” og “en flue i suppen”. Jamen findes de ord ikke allerede? Jamen jeg måtte rive mig i håret.