Kvanner “Bræklås” Brænnerlås er en af de mærkeligste filosoffer jeg er stødt på. Hans grundlæggende påstand er at vores eksistentielle sanseapparat sover og end ikke kan vækkes op ved at putte den mindste babushkadukke direkte inden i den største og udelade alle de mellemstore og vente “kve Arturer”, som i Bræklås’ filosofi udgøres af et tidsrum svarende til to år og tre timer. Intet kan få os til at undre os over virkeligheden og dermed blive frisket op. “En lummer sommer hænger i støvet”, synger Bræklås i “Syng med Bræklås, vol. 3.” Vi længes efter magelighed og “det charmerende liv” er uden for rækkevidde på grund af en “blæst”, Bræklås’ betegnelse for en “fornuftsberøvet”, fælles, global overenskomst om at vanen er rar og følger hårstråenes retning, når vi febrilsk børster os før de festlige sammenkomster som udgør livets egentlige hverdage.
Bræklås’ løsning, “det charmerende liv” er epokegørende: Fordi hele vores eksistentielle sanseapparat sover, må vi designe livets egentlige indhold, så vi kan blive “peppet op”, føle os levende og dermed være nærværende overfor hinanden.
“Det charmerende liv” er hos Bræklås en uendelig rejse som indledes og lejlighedsvist afbrydes af kortere eller længere sygdomsperioder hvor såvel livsfølelsen som nærværet er afløst af “rekreativ upasselighed og halvslumrende tankevirksomhed”, dog, og det skal bestemt bemærkes, ikke uden lyse og brugbare ideer og et rigt indre liv.
“Vejen til rejsen” hedder første bind i Bræklås Samlede Værker og handler om hvordan man vender sig til det charmerende liv. På grund af alle ballonerne og glæderne går man tidligt i seng i kapitel et: “Udkørt af lykke i længsel efter skolefaget orientering.” I kapitel to sover læseren og derfor er der ingen bogstaver. I kapitel tre er læseren atter vågen og Bræklås gætter på hvad man har drømt i kapitel to. Hvis man har drømt om en tukan, har Bræklås gættet rigtigt. I kapitel fire inddrager og analyserer Bræklås popsangeren Seals berømte påmindelse om at vi ikke overlever med mindre vi bliver småtossede. Det minder fuldstændig om missionen med Den Anden Avis: hvis man ikke åbner sig op over for det tossede, forstår man hverken humoren eller denne dybt eksistentielle pointe.
I andet bind forkaster Bræklås sin forestilling om det charmerende liv totalt og aldeles, fordi han har modtaget en åbenbaring af “udvidet nationalfølelse”, en dyb samhørighed med mennesket via den menneskelige situation. Den menneskelige situation beskrives som tre mennesker med cowboyhatte der er uenige om såvel ejerskab som mening med en appelsin der ligger på jorden imellem dem, indtil en hest stryger “lige forbi” dem og får dem til at le.
Jeg blev dybt betaget af disse spekulationer. Jeg følte jeg aldrig havde tænkt på noget af det før og det var en befrielse i forhold til det simple faktum at jeg vitterligt havde tænkt det før, dog uden at tænke tankerne til ende, idet jeg stoppede ved omkring 50 procent.
