Fire røde fysser
sad og læste odysser.
Over dem hang en rød plakat.
Dagens ret er kogt spinat.
Ben Fækling, der er spinat i alle linjerne i dit nye digt.
“Nej, kun i den sidste.”
Kan du fortælle hvad fysserne hedder?”
“De hedder allesammen Treevu.”
Hvotdan kan de så kende forskel på hinanden?”
“Dåddan, at digtets ramme nødvendiggør ikke, at de kender forskel på hinanden.”
Digtets ramme viser mig da, med helt enestående tydelighed, at de selvfølgelig er fire personer som stort set kun har det til fælles, at de er fysser.
“Du glemte deres faglighed.”
Den må jeg ikke glemme.
“De er kvinder.”
Højt respektable personer.
“Det må man sige.”
Hvad lavede de lige før, de kom ind i digtet.
“Det skjuler digtet.”
Men hvis man kigger gennem de bogstaver der har huller, fx det der første ø i tillægsordet røde, kan man se hvad digtet skjuler.
“Det har du egentlig ret i.”
Jeg synes digtet skjuler for meget. Alt i hele verden er moslet om bag ved bogstaverne og så med fysserne i forgrunden foran teksten. Alt det, jeg godt ville vide er bag ved disse mystiske kvinder.
“Men du må nøjes med digtet som det er.”
Jeg har læst digtet og forstået det.
“Du har læst digtet og forstået det.”