Når en gakker vender blikket udad bliver de gymnasielærere og præster der burde stå i køen med billetter placerede i nogle ubekvemme sko der hedder: ”Desværre, Morten. Vi føler os tossede når vi læser dig. Vi føler os som en samlet hob der hver især er tossede. Vi vil ikke linke og like. Dit shit kan du godt pakke sammen.”
Min ligegladhed i forhold til den forsvundne kø har nuancer. På den ene side indser jeg at jeg ikke formår at tage min læser ved hånden og opøve min tilhører i bilateral samtale og til modent at skrive en sms til en ven midt i al det her mediehejs. På den anden side bekræfter jeg dem der kan. Vi er et fællesskab og vil samdrægtighed.
Det er på tide I begynder at tale pænt om mig derude. Jeg er ikke ham der insisterer, men ham der repræsenterer et fællesskab af gakkere der vender blikket udad med oldtidskonsekvenser for såvel gymnasielærere som præster. Mine digte repræsenterer ethvert tænkeligt perspektiv jeg lige kan komme i tanker om. Det eneste jeg siger er Jeg. Er. Her. Nu. samt at du godt kan stole på at du er tosset og at du trygt kan vende blikket udad.
Og således ligger jeg i sengen i en bekvem Heathcliffemortenstilling i en tryghed der hedder øjeblikket, mens jeg forholder mig negativt til max 10 fjendebilleder om dagen, helst indlejrede i sproget og helst ikke personer men jeg vil godt lige sige at ham Neruda er en gentleman mandschauvinist og derfor må jeg vel lige kigge på ham. Jeg modtog ham i en kærlighed der nu synes forseglet og henvist til et sted hvor der bor tigre og ved at disse vilddyr nu vil vende blikket indad med mig der vender blikket udad i gakkethed.
