Home Non-categorized »For forfatteren er talent noget ligeså naturligt som håndelag for en håndværker«

»For forfatteren er talent noget ligeså naturligt som håndelag for en håndværker«

821

I romantikkens tidsalder hed det genialitet, nu om dage hedder det talent. Umiddelbart skulle man tro at talent er noget mindre, men ifølge Federspiel er talent endnu mere højrøvet og langt mere forløjet end genialitet for ser man på ordenes betydning og etymologi er genialitet noget der ligger til Gud, mens talent ligger til personen.

»Det er bedrøveligt at vi har forsøgt at tvangssekularisere den egenskab som legitimerer at et menneske vælger at vie sit liv til forfattergerningen. Vi er altså ikke kommet så langt ved at forsøge at lukke Gud ude af alle såkaldt moderne begreber, vi har rodet i det, jævnfør den stort anlagte forventning til moderniteten og sekulariseringen. I virkeligheden tror jeg vores overblik over hvem Gud er, er større end vores overblik over hvad en person er. Følgen er at vi bliver forvirrede og stærkt irriterede når vi hører at en person lever med eller forsøger at leve med sit store talent. Det er ren selvvalgt koncentrationslejr og puritanisme og selvhøjtidelighed. Det er følgelig nogle meget koncentrerede, afdæmpede og pæne mennesker der sidder i Danmarks to litterære karteller. Denne koncentrerede, pæne afdæmpethed er således ikke en modetendens i forfatternes selvfremstilling og selvopfattelse. Den er noget dybere end en konvention indgået mellem tidsånden og forfattergruppen.«

Nu lukker Den Anden Avis’ medarbejder døren op og en forfatter træder ind. Påfaldende er det at forfatteren har iført sig et mobilt bur som har huller til benene.

Federspiel griner.

»Se hvad jeg sagde. Å, hvor er det morsomt.«

Forfatteren går rundt om sig selv og vælter. Federspiel griner højt. Nu lægger Federspiel en lille bog af Platon på jorden foran forfatteren. Federspiel fører fingeren op til sin mund og tysser. Forfatteren lægger også mærke til bogen, stirrer opmærksomt på den og fremsiger med mørk og alvorlig røst:

»Shh. Jeg lyser på bogen.«

Federspiel falder næsten ned af stolen af grin:

»Hi hi. Kan du høre? Forfatteren bilder sig ind at have et mellemværende med Platon sådan mand-til-mand. Vent lidt. Nu kommer holdningen. Det mest morsomme…«

»Min holdning til Platon er…«

»…at jeg så at sige ikke har læst ham endnu. Han er så at sige ikke inkorporeret i min personage!«

Hør engang. Hvorfor er du så oppustet og selvhøjtidelig? Tror du ikke du skulle koncentrere dig lidt om livet?

Federspiel låser, trods forfatterens ivrige modstand, buret op, og forfatteren løber væk så hurtigt hans ben kan bære ham.

Previous article»Derfor abonnerer jeg på beg«
Next articleNy bog: De 5 og det væmmelige sted at parkere
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)