Se, helt oppe under taget på et bondehus, inde bag det fedtede og grå vindue stod en afstøbning af byen Paris lavet af det metal der hedder kobber. Bag den, inde på kammeret, sad en mand. Og bag manden stod en tjørnehæk der var anbragt der fordi den var så yndig. I hjørnet, op ad væggen, stod en præst på sin næse. Der var en lund, altså en hel lille skov, i den hyggelige stue og man kunne plukke frugter fra grenene.
En dag bankede det på døren. Det var en meget vred og meget lille mand der sagde at han havde så store problemer at han havde fået feber.
Vores ven der boede på kammeret mellem alle tingene hed Mads og den lille vrede mand hed Jesper.
Jesper blev stående på dørtrinet og rakte Mads en kop te han havde med sig.
Hvad er du for en lille, vred herre?, spurgte Mads og prøvede at knipse Jesper tilbage i gangen og hen på den store flippermaskine der ville suge ham ned og give Mads tid til at flygte ind i lunden med præsten.
Tjørnebusken sugede en del af den gode Gud ind i sig og begyndte at lyse varmt. Det var en så almindelig ting, kan du nok forstå, at de tre mennesker slet ikke blev forvirrede, men tog vanter på og udførte en smuk rituel dans der skulle opbløde den dårlige stemning og fortælle præsten, der hed Mark, og værelsets beboer, Mads, hvad den besøgende, Jesper, havde at byde på som menneske på denne onsdag i april.
Da de havde sat sig i tre enorme lænestole rundt om et træ der var så tykt at de ikke kunne se hinanden, dette var nødvendigt, for der var ingen kvinder tilstede, gav de sig til at undersøge hvem der kunne larme mest.
De larmede færdigt og talte derefter længe. Men ingen hørte hvad de sagde.
