Det viste sig, da jeg kom til hægterne over morgenkaffen, som jeg gerne indtager efter en kort middagslur efter jeg er vågnet op omkring klokken 12, middag, at Jean, på den lange tur fra Paris, havde slæbt to andre spøgelser med til Danmark, som jeg, det skal siges til min ros, varmt tog imod. De tre havde taget tog og bus. Det var gode gamle Johannes Eddie, som bestod af glæden over at have været i Kiel, med samt Baby Zahrtmann som bestod af en slags pudsig og omhyggelig vedligeholder af højrøvethed ved hjælp af blæsebælg og ekstra papir. Baby Zahrtmann spøgelset ville stensikkert have afslået tilbuddet om ophold i mit indre hvis ikke jeg med min stemmeføring og utvungne måde at snorke på under min middagssøvn havde udsendt umiskendelige tegn der afslørede mit ophav i overklassen. I dag er jeg solidt plantet i underklassen og kan også tælle middelklassen med som mit livs sociale tilhørsforhold. Jeg lod Baby Zahrtmann og Johannes Eddie opføre en dialog for at aflede mig før jeg tog beslutning vedrørende skovhusets beboere og dialogen var både bidende og præcis. Det ene spøgelse fremviste en pragtsession af tom snak og det andet vrøvlede løs om Syddanmark og det nordlige Tyskland. Jeg kom til at fnise.
I 2021 hersker der endnu tvivl om hvorvidt højrøvetheden er noget slet og ret ondt. Hvis den blot er et almindeligt spøgelse kan den nedtones eller relativeres eller forvises. Hvis den er ondskab forklædt som spøgelse kan den nedtones, bør ikke forvises, men forsages og den kan sagtens, eventuelt, relativeres. Da de havde talt sig varme begyndte der i strømmen af veloplagte, godt gennemtænkte replikker, at komme stadig flere spydigheder og decideret ondskabsfuldt nedladende bemærkninger og sidebemærkninger og antydninger fra Baby Zahrtmann rettet imod den stolte Kieler-rejsende Johannes Eddie og jeg besluttede med mit indre menneske at han ikke kunne nedtones, men måtte forsages. Det virkede. Han blev blå i ansigtet. Afsløret i forstenet kulde. Jeg besluttede mig for at denne højrøvethedens vogter og beskytter skulle være en practical joke opstillet til skræk og advarsel i min indre indkørsel og dermed udgøre et symbol i forhold til andre menneskers adgang til mig. En bemalet brist af hærdet ler der kunne puste andres højrøvethed lidt op til almindelig moro eller luft op under kjolen!
