En onsdag morgen i april var hele Paris fyldt med kinesere. Hver god borger var erstattet af en kineser der sad i lotusstilling og skabte sig.
Nu ligger der i Frankrigs Paris en stor kirkegård der hedder Père-Lachaise. Her sad tre danskere på en bænk og fodrede kinesiske duer, da den ene af dem, ham som hedder Mark og som var præst, opdagede et mirakel en ti meter borte i form af en 10-årig pige der troede hun var gået vild i en skov eller en ørken. Hun spadserede lige hen til præsten, etablerede øjenkontakt og dunkede ham i ryggen for han havde fået en kirsebærsten i den gale hals.
Der var så dejligt på kirkegården. Du ved nok at jeg tænkte på John F. Kennedys lig nede i jorden på den kirkegård i Washington D. C. der hedder Arlington den nat da jeg skrev mine to første fortællinger, nemlig natten mellem den 20. og 21. februar 2021, og at tanken om liget beroligede mig af to grunde. 1. Kontrasten mellem al den virak omkring Kennedy på den ene side og hans lig nede i jorden der lå så fredfyldt på 5 fods dybde i kisten i mulden på den anden side. 2. Alle de gange man dør og genopstår som noget nyt her i jordelivet. Således opmuntret gik jeg hen til mine fire hovedpersoner, roste dem for at sidde helt stille på bænken og forærede dem endnu en brun pose med tidlige nordafrikanske kirsebær, men de så mig ikke, jeg var som usynlig.
