Min voksne læser vil forstå at jeg opfatter muligheden for at vælge mig selv, eksistentialismens kvintessentielle fordring, som ikke-eksisterende, simpelthen fordi jeg består af så mange forskellige personer og meget andet godt. Efter afskeden med mit alter ego, fyren der lignede mig fysisk, eller, slet og ret, var mig, eller en anden, jeg vidste det ikke, for vi fik ikke talt sammen så længe, og efter at have trykket den velklædte dame i frugtboden i hånden til afsked, fik jeg, næsten ligesom mountain-bikere, lyst til det lidt vildere terræn og valgte et tæt krat af småtræer der stod som en mur lidt borte. Jeg fravalgte bevidst den bredere skovvej. Foran krattet lå en hekselignende skikkelse som så ud til at være død. Hun vågnede imidlertid til live da jeg stod foran hende og hun fjernede kutten, nu lignede hun en prinsesse, og henvendte sig ærligt til mig, med det sælsomme spørgsmål om jeg ville vælge kærlighedens skole eller livets skole, hvis jeg fik valget. Hvis jeg valgte rigtigt ville hun give mig sin eneste jordiske ejendel, en hemmelig og betydningsfuld genstand eller et gammelt kuk-ur der vækkede ubehageligt tidligt, hvis jeg valgte forkert. Mit indre spøgelse, Johannes Eddie, ham der altid vrøvlede om sin rejse til Kiel, vågnede til dåd og jeg kom i tanker om en drøm jeg havde haft hvori Johannes i 82 kapitler skitserede sin rejse i alle dens enkeltheder. Jeg svarede ved at gentage disse rejseminder, punkt for punkt, efter hukommelsen, og hun blev efterhånden så træt og udmattet at hun endnu engang iførte sig kutten og lagde sig som en død foran mig. Jeg stod og funderede og må have set modfalden ud, for nu kom kvinden og mig selv traskende hen til mig, tog mig under armene, og spurgte om jeg havde det godt. Det havde jeg, og de trak sig tilbage til frugtboden. Vi vinkede til hinanden på halvvejen og de forsvandt lidt efter i den retning hvorfra jeg var kommet ind i skoven. Var mit virkelige jeg på vej ud af skoven sammen med et eller andet halvsløvt kvindemenneske. Nej, jeg var virkeligere, for han havde underbid og flerstyrkeglas. Jeg betragtede prinsessen der lå så sødt og sov med kutten over sig. Jeg kunne se ansigtet med de nu halvåbne øjne og det lille smil der kravlede fra munden i retning af øret. Heks eller prinsesse, dette var et modtagelighedens smil og jeg rettede ryggen som en skildvagt.
