At sidde tre mænd og en lille pige på en bænk i Paris er noget de fleste kun oplever én gang i livet. Særligt for tre tabere var der noget interessant og løfterigt ved disse omstændigheder og disse eftermiddagstimer. Mads’ hvide tænder funklede om kap med solen og de så jo godt ud de tre mænd. En let vind strøg igennem de fire passagerers hår. Jeg benævner dem passagerer, fordi alting forekom dem at være i bevægelse, så vigtig og betydningsfuld forekom denne uskyldige stund i selskab med den lille pige de tre mænd.
De tænkte hver især, som den naturligste ting i verden, at det var nu eller aldrig de skulle få det afsæt ind i 50-årsalderen som endelig skulle gøre dem rige og berømte og nære deres forfængelighed og få dem til at falde til ro i livet, uberørt af borgerlighedens iværksætterdrømme. De følte sig unge igen. Men dagen ville noget andet. Den lille pige kunne nemlig, foruden at være nuttet, tale og hvad der var endnu værre, hun kunne lytte!
Hun lyttede til deres voksen-mandesnak.
Og hun lyttede.
De tre mænd kom senere til at gøre en lille positiv forskel der blev afgørende for den lille pige sidenhen i hendes liv. I virkeligheden udgjordes de, som min læser ved selvsyn allerede rigtigt har læst mellem linjerne, af én eneste, ganske usamlet og jeg-svag mand og denne mand var hendes Far.
Mig.
På en måde.
Hendes Far bestod for det første af en mand der kunne blive mande-forarget. Mande-fornærmet, kunne man også kalde det som de fleste i dag kalder en gammel og sur og håbløs mand. Mande-fortørnet. Det var Jesper, den fremmede. Måske kom han fra De Gamles By og var en engel fra et alderdomshjem, en engel som indvarslede døden og forberedte afslutningen. Dertil bestod hendes Far af en forfatter, det var Mads, i et bondehus, med Paris i vindueskarmen, som en drøm. Og sidst, men ikke mindst, var der hjemmepræsten, Mark, som han hed, der blærede sig med at stå på hovedet og også hørte naturligt hjemme i bondehuset.
-Nu vil jeg hjem til Mor!
De tre mænd havde følt de lyste af kærlig voksenkontakt, men tre er et antal der giver ethvert barn tilstrækkeligt selskab på blot et kvarter og nu ville den lille pige hjem til sin Mor!
Manden frøs et øjeblik, som berørt af en tordensky et helt andet sted.
-Man kan altså ikke skrive Den Lille Prins, når man allerede har et barn.
Det havde hans lille datter ret i.
Han drejede sig.
På datterens plads sad et spøgelse han ikke kendte til.
Pigen havde rejst sig og markede med en trodsig mine at det var tid til opbrud.
Manden nikkede til hende og mens han rejste sig fra bænken og tog hende i hånden tryglede han, i den forsøgsvist bestemte tonefald hvormed voksne mænd tiltaler spøgelser, spøgelset om at tage bolig i ham som det gik og stod, på trods af den umoderne hat det havde valgt.
-Du er en magnet for mærkelige ånder, Far, og du kan ingenting.
-Nu rejser vi ud i verden, Skatter. Far har sparet penge op.
-Vi er i Paris. Gem dine penge.
-Hvor?
-I Jim Morrisons grav. Jeg har boret et hul.
-Du skal tale naturligt.
Han ærgrede sig med det samme over at han havde talt vredt til den lille.
-Jamen jeg gider ikke høre om dine penge. Altid penge, penge, penge! Kom!
