Home Non-categorized Fortælling 33

Fortælling 33

15

Der er nok dem der vil hævde at skoven jeg befinder mig i er hvad man i 1970’erne kaldte en fantasiskov, men det er snarere en realitetsskov, for både Frede og Lise har været forbi og banke på mit krat og det er desværre sådan at de ikke tør nærme sig hinanden og blive kærester. Deres problemer er virkelige. Fredes version er at han har været forelsket i Lise længe og Lises version er at hun har været forelsket i Frede længe. Fremtiden ligger åben, de er begge 59 år gamle, og forelskelsen fra begge sider er massiv. Jeg er 47 år og hvorfor de tror jeg er en vismand ved jeg virkelig ikke, bortset fra det grønne tøj jeg iførte mig da jeg vimsede rundt og jagede og samlede i går eftermiddags.

Det var formiddag, jeg badede, efter sædvane, i søen, hvori jeg også havde badet med prinsessen med og uden kutten, og fandt, da jeg kom tilbage til mit kratværelse, to breve fra to mennesker jeg ikke kendte og ikke forinden havde hørt om. Et fra Lise. Et fra Frede. Begge ville have råd og vejledning fra mig, den verdensberømte forfatter, i at skrive det perfekte, det ultimative, det optimale kærestebrev. De vedlagde begge, foruden introduktionsskrivelsen, deres bedste bud på et kærestebrev. Spøgelset Jean plejer at sige at ingen kan skrive et kærestebrev fordi et kærestebrev er en selvmodsigelse, en negation af selve sprogets muligheder, af alle jordens sprog, et omvendt babelstårn der leder lige ned til Helvede i stedet for op til Himmerige. Nuvel. Selv Jean kan tage fejl. Jeg synes begge breve, med medfølgende forsøg på kærestebreve, var både naturlige, velskrevne, morsomme, inderlige, bevægende, ærlige og poetiske.

Eksempel på naturlighed for Lise.

“Jeg kan lide at lytte ved hjælp af ørerne, når nattens fugle klaprer på grenene uden for mit soveværelse om vinteren.” (Bemærk naturligheden i det med at lytte ved hjælp af ørerne.)

Eksempel på naturlighed for Frede.

“Mine øjne klør altid om aftenen.” (Naturligt, fordi han beskriver en kropslig hverdagstilstand, der kan opstå for ethvert menneske om aftenen.)

Eksempel på velskrevenhed for Lise.

“De hyllede ham i nælder og svøbte ham i begsorte klæder.” (Forkølelsessituation var overgået hendes tip-oldefar, som var en forfrossen skorstensfejer.)

Eksempel på velskrevenhed for Frede.

“Månen mindede mig om en terning.” (Metaforen er så ubegribelig at sproget står vældig skarpt. Synes du ikke?)

Eksempel på morsomhed fra Lise.

“Grækere må føle på samme måde som japanere, når de vasker op.” (Indsigtsfuldt, uden at være belærende.)

Eksempel på morsomhed fra Frede.

“Jeg havde aldrig set mage til gelænder. Men det var oversmurt med lim. Det var min grandonkel der havde været på spil. Jeg kastede en papirflyver efter ham.” (Mange vittigheder i få sætninger, peger på humoristisk glæde og talent for at skabe en fortættet atmosfære.)

Eksempel på inderlighed for Lise.

“Jeg fik lyst til at knuge en tilfældig kioskejer eller grønthandler, da jeg så et billede af hans underbukser på postkontoret.” (Elske andre via én bestemt.)

Eksempel på inderlighed for Frede.

“Jeg dansede ind i en violin og stak mig på en nysgerrig pingvin.” (Regulært inderlig klodsethed der medfører en læderet skulder og en hudafskrabning i tindingen.)

Eksempel på det bevægende hos Lise.

“Da jeg kom hjem til mig selv, var der ingen andre at tale med end en purung matros som stod ved komfuret og lavede blinis med et ømt smil.” (Matrosen som symbol på ventetid.)

Eksempel på det bevægende hos Frede.

“Jeg så på skalotteløget og tænkte på Lise.” (Løg giver tårer i øjnene.)

Eksempel på det ærlige ved Lise.

“Mine tæer var sure. Jeg slog en prut.” (Voldsomme sansninger, uden filter.)

Eksempel på det ærlige ved Frede.

“Kvinder kan ikke plukke blommer.” (Rent nonsens, men fremsat med stor overbevsning.)

Eksempel på det poetiske ved Lise.

“Min mave rumlede af eksalteret fryd.” (Præcision og nuancer i sublimt ordvalg.)

Eksempel på det poetiske ved Frede.

“Gas er ligesom benzin, bare mere uhåndgribeligt, fordi gas nærmest svæver.” (Dristig afsluttende metafor.)

Previous articleFortælling 32
Next articleFortælling 34
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013.