Vinteren 1529-1530. Sommeren 1530. Ring mellem 12 og 14, hvor vi er hjemme. Hvis vi ikke er hjemme er soluret gået i stå.
Frøken Beatrice går hastigt gennem byen med sine indkøbsvarer og nikker til dem hun kender.
Vinteren 1529-1530. Sommeren 1530. Jeg er forelsket i dig og kan ikke få dig ud af mit hoved. Samtidig lider jeg af en sjælden sindssygdom, hvilket gør at jeg ikke kan kommunikere med dig. Jeg kan kun vrinske ligesom en liderlig hingst. Vrinsk.
Frøken Beatrice er dus med flere mænd end kvinder, men hun bliver forvirret når de vrinsker.
Vinteren er blevet til sommer, som igen er blevet til efterår. Jeg sidder her og kommunikerer.
Beatrice vil gerne lære af mænd. Hun vil gerne kommunikere om det væsentlige, hun vil gerne ud af brevet kunne læse om Hr. Albert er hendes fremtid. Om han kan opmuntre hende i mange øjeblikke. Trøste hende. Elske hende. Hun kan ikke fokusere på dette ene væsentlige spørgsmål: Er han den rigtige?
Hun er et seksuelt væsen. Derfor kan hun ikke fokusere og se, at jeg er hendes og hun er min. Men jeg finder ud af det. Jeg har fået kommunikeret at jeg er hendes for tid og evighed. Også når vores veje skilles.
Vinteren 1534-1535. Å der findes ikke mange Å-breve. Engang gjorde der. Dit brev steg op af åen og gav mig glæde i tre udslagne dage. Jeg fik ryddet lidt op i det uhyggelige bryggers, men ikke for meget.
Hvis jeg kunne smadre dit elendige ægteskab ved at mødes med dig bare en nat under den helt utrolige forårsfuglesang og det er også blevet lidt mildere i vejret gjorde jeg det gerne. Han har ikke fortjent dig og han styrer dig for meget.
Å Hr. Albert din helt utrolige klods. Kan du ikke se mine lænker. Hvorfor skriver du ikke om mine lænker?
Det havde jeg faktisk ikke tænkt på. Men det er jo klart lænkerne. Men kan det virkelig være rigtigt at jeg skal tilsidesætte min himmelske lyst bare for at du kan føle dig fri i tre dage og få ryddet ordentligt op i dit bryggers?
