De er nogle helvedes karle, de kan rumme mange følelser på en gang uden at lade sig hyle ud af den, nogle af dem er psykisk robuste og når de ligefrem byder ind med gode talegaver slutter vi som den naturligste ting i verden at de har retning og bundsolide holdninger og er pålidelige meningsdannere, vel at mærke hvis de mener det samme som os selv. Følgeslutningen er efter min mening forkert. Psykisk robusthed er ikke en gave når det handler om at rumme mange følelser på én gang. Linjerne bliver for skarpt trukket op. Det bliver til en skyttegravskrig. Voilá! Hvad har vi i dagens danske samfundsdebat? En skyttegravskrig. En borgerkrig. Værsgo og spis. Den stærke mand og den stærke kvinde er den der kan rumme frustration uden at blive ulykkelig af den og dermed uden at stoppe op og bruge forstanden, intellektet, resignationen, ånden, kunsten og dermed empatien som selvfølgelige politiske redskaber. Jeg vil gerne have en melankoliker som regeringsleder i stedet for alle disse utroligt spændstige typer. I bliver så let ofre for primitive drifter. Overophedning. Selvfedme. Magtsyge.
Frustrationsmennesket er dagens helt i skysovs. Simpelthen. Hurra hihi for frustrationsmennesket.
Bevis:
Når vi ”vender blikket indad” i dag ser vi ikke på vores enkleste sorger.
Nej.
Vi ser selvfølgelig på hvor indviklede vi selv er.
Det er et forkert, ondt, ukonstruktivt og uhensigtsmæssigt menneskesyn.
Når jeg siger ”sorg” så spørger alle mig: ”Hvem er død? Så må du have noget tid. Hvor jeg ikke hihi ringer til dig, i øvrigt.”
De enkleste sorger er foruden tabssorg: 2. Ensomhed, 3. Sorgen over ikke at kunne skille tingene ad, 4. Længsel og 5. Sorgen over at være sig selv nærmest.
