Home Non-categorized Generøsitet på dansk

Generøsitet på dansk

648

Vi danskerne bliver helt kulrede af fedterøvsselvtvivl når vi overvejer at være lidt mere generøse end vores nationalkarakter dikterer – og det går altid ud over vores medmenesker. At vi på trods heraf, sammen med de øvrige lande i Skandinavien, opfandt velfærdsstaten må skyldes noget andet end generøsitet, det må skyldes den kærlighed og omsorg som vækkes af netop dansk selvtvivl. Selvironi, som er en meget betydningsfuld menneskelig egenskab, som nogle ejer i rigt mål mens andre, som jeg, savner den, bunder i noget dybt negativt som er den selv samme selvtvivl.

Danskere der rejser har derfor en stærk forventning om at opleve generøsitet, men vores nationalkarakter forbyder at vi så meget som rører ved generøsiteten med en pind og derfor udvælger vi vores rejsemål impulsivt og uden omtanke for andet fornuftigt end at undgå det stærke eksistentielle ubehag ved at vende skuffede hjem til et ugenerøst land.

Den lidt banalt kræmmerlogiske bevægelse vi iagttager når vi ser at afstandstagen til selvtvivl blive til kærlighed og omsorg er danskhedens essens og ligger til grund for de tre væsentligste danske guldalderforfatterskaber. Efter det moderne gennembrud fik de to væsentligste modernister øje på selvtvivlen uden at forstå at den bliver til både kærlighed og omsorg hvis vi erkender den stille og roligt hver især.

Danskere er dumme, hvilket klarest kommer til udtryk ved at ingen af vores forfattere har turdet binde an med en indøvelse i generøsitet.

Hvad er generøsitet?

Det er ikke at give en gave. Det er så let at give en gave. Det kan man i alle lande for som bekendt er det nemmere at give end at modtage.

Generøsitet er gennemtænkt overbærenhed.

Hvis der er noget The Other Newspaper appellerer til hos læseren er det gennemtænkt overbærenhed.

At gennemtænke overbærenhed er at føle overbærenheden i hjertet ganske og aldeles tydeligt og dernæst bruge forstanden for at undgå at vi sælger ud, opfører os naivt, blamerer os eller kaster perler for svin.

Dette kan ikke lade sig gøre uden at overbærenhedens følsomhed opdyrkes og kultiveres.

Det har vi pligt til. Denne pligt er nøglen til at andre folkeslag forstår os.

Vi lever i en global landsby.

Nu må vi tilpasse os.

Nu må vi lære den generøsitet.

Previous articleNy bog: Erik og Anne
Next articleFru Maradjøngade skriver om sin mand Katjas utydelighed
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)