Vi danskerne bliver helt kulrede af fedterøvsselvtvivl når vi overvejer at være lidt mere generøse end vores nationalkarakter dikterer – og det går altid ud over vores medmenesker. At vi på trods heraf, sammen med de øvrige lande i Skandinavien, opfandt velfærdsstaten må skyldes noget andet end generøsitet, det må skyldes den kærlighed og omsorg som vækkes af netop dansk selvtvivl. Selvironi, som er en meget betydningsfuld menneskelig egenskab, som nogle ejer i rigt mål mens andre, som jeg, savner den, bunder i noget dybt negativt som er den selv samme selvtvivl.
Danskere der rejser har derfor en stærk forventning om at opleve generøsitet, men vores nationalkarakter forbyder at vi så meget som rører ved generøsiteten med en pind og derfor udvælger vi vores rejsemål impulsivt og uden omtanke for andet fornuftigt end at undgå det stærke eksistentielle ubehag ved at vende skuffede hjem til et ugenerøst land.
Den lidt banalt kræmmerlogiske bevægelse vi iagttager når vi ser at afstandstagen til selvtvivl blive til kærlighed og omsorg er danskhedens essens og ligger til grund for de tre væsentligste danske guldalderforfatterskaber. Efter det moderne gennembrud fik de to væsentligste modernister øje på selvtvivlen uden at forstå at den bliver til både kærlighed og omsorg hvis vi erkender den stille og roligt hver især.
Danskere er dumme, hvilket klarest kommer til udtryk ved at ingen af vores forfattere har turdet binde an med en indøvelse i generøsitet.
Hvad er generøsitet?
Det er ikke at give en gave. Det er så let at give en gave. Det kan man i alle lande for som bekendt er det nemmere at give end at modtage.
Generøsitet er gennemtænkt overbærenhed.
Hvis der er noget The Other Newspaper appellerer til hos læseren er det gennemtænkt overbærenhed.
At gennemtænke overbærenhed er at føle overbærenheden i hjertet ganske og aldeles tydeligt og dernæst bruge forstanden for at undgå at vi sælger ud, opfører os naivt, blamerer os eller kaster perler for svin.
Dette kan ikke lade sig gøre uden at overbærenhedens følsomhed opdyrkes og kultiveres.
Det har vi pligt til. Denne pligt er nøglen til at andre folkeslag forstår os.
Vi lever i en global landsby.
Nu må vi tilpasse os.
Nu må vi lære den generøsitet.
