“Han er en butik af meget, meget skrøbelige, fine, gamle ting. Den holder altid lukket, men man kan se ind ad vinduerne.”
Men hans udstråling lider under at være ligesom mel opløst i vand.
“Det kan du indvende, ja. Ja, jeg vil vove pelsen og tilføje at en del af forklaringen må være, at han aldrig har mødt én som dig eller mig.”
Det er en ubehagelig tanke ikke at have mødt én som mig i hvert fald.
“Det er vi rørende enige om. Det er vi rørende enige om.”
Typer som mig er der vel en 60.000 af, i Danmark alene.
“Jeg støder i hvert fald tit og ofte på én og det er altid nøjagtig den samme, meget behagelige, oplevelse.”
Det lyder ensformigt i længden.
“Årh, jo. Ja, så snakker man lidt frem og tilbage.”
Hvor mange professorer er der egentlig i Danmark?
“Årh, ja. Altså du mener rigtige professorer?”
Ved du egentlig talt hvad, jeg mener i grunden alle slags professorer i virkeligheden. Dem der er det på papiret, dem der føler sig som professorer, dem der opfattes som værende en art professorer og de mest beundringsværdige, nemlig dem der har fødder som en professor.
“Vi to har ikke professorfødder.”
Vi to ejer hinandens fødder.
“Sådan vil jeg ikke sige det.”
Ok.
“Hvorfor sagde du egentlig at vi to ejer hinandens fødder?”
Jo, men nu er det bare en talemåde. Det er bare en måde at sige at hvis vi havde et hestekostume på, så ville vi gå påfaldende meget som en rigtig hest.
“Det er rigtig nok. Det er rigtig nok.”
Det var bare det jeg mente, da jeg sagde det med at vi ejer hinandens fødder.
“Ja, nu behøver du ikke uddybe det.”
Jeg uddyber det heller ikke. Jeg refererer blot til hvad det var, jeg sagde.
“Nu behøver du ikke sige det mere.”
Nej, men jeg gentager det heller ikke. Men nu synes jeg bare vi skal tale videre.
“Men det har jeg mistet lysten til.”
