”Der er intet forkert i personlige, hemmelige, mandlige kærlighedsmarkører der som regel lyder: ‘Den-og-den elsker jeg ikke.’ Til gengæld tager de lidt tid at vende sig til for én selv. De er ikke definitive, men knyttede til et Hamletsk halvskørt tidspunkt hvor vi føler vi ser klart hvem vi ikke elsker.
For kærligheden er det største.
Det betyder blandt andet at den gennemstrømmer vores verden.
Derfor er orden nødvendigt. Små diger, vandløb, broer, alt muligt fikst for at kanalisere kærligheden.
Mænd kan godt lide at gøre kort proces og så vende hjem med sår og sorg. Det kan være i krig eller i kærlighed.
Kvinder kan lære af mænd og mænd kan lære af kvinder. Hvad vi alle sammen kan lære og lære af hinanden er uklart. Vi er i bund og grund ret ens, når det kommer til stykket.
En kærlighedsmarkør er der ikke en levende sjæl blandt mændene inde i byerne der har kræfter til at opstille ved at skrive den i et hemmeligt, forseglet rum. Der er for meget gang i den i byerne. Derfor har man i byerne vænnet sig til at kærlighedsmarkører (‘den-og-den elsker jeg i hvert fald ikke’) ikke findes. Man går ud fra at man selv er uendelig kærlig og det hele bare sjasker rundt i kærlighed. Men sådan er det jo ikke. Landboerne har ret. Udkants-Danmark har vundet dette slag.
Byerne underholder forhåbentlig sig selv, mens vi her ude på landet skuer sandheden og grubler løs.
Selv om vi har nedskrevet et hemmeligt sted at vi ikke elsker den-og-den og går og ruger vældig meget over det, om vi kan være bekendte at holde sådan noget hemmeligt, må vi samtidig til vores glæde indrømme at kærligheden alligevel kan ‘komme bag på os’, overraske. Den mulighed må vi altid holde åben for ellers bliver vores bukser våde og alle diger, vandløb og broer vi har lavet mister deres iboende troværdighed.
Identitet formes omkring det positive. Glæde, latter, overskud, ånd. Kærlighedsmarkører er alt for trist-mandeagtige til at være identitetsskabende, selvom især halvgale mennesker som jeg, drømmer om at nedskrive sandheden på en olm måde om dem der er os nærmest.
En tosset mand, og vi er alle ramt af sindssyge, husker du nok, vil gerne være genstand for spørgsmålet ‘Hvad har du nu fundet på, Clausen’, som hans kone stiller i et ledigt minut.
En kone er en art venlig dommer som også kan tage fejl.
For at være et lidt forsigtigt kældermenneske skal kærlighedsmarkører i nedfældet tilstand helst opbevares i kælderen. Det giver dem statur, tyngde og prægnans. Ligesom Blåskæg må vi mænd ruge over vores kærlighedshemmeligheder.”
Hassan Balsam er færdig med sit foredrag, tager brillerne af og ser ud over forsamlingen.
Tøm Bøhøde, en unge fisker, markerer med armen, får et velkomstnik og rejser sig:
”Det lyder som om du ikke kan sætte grænser og sige stop. Så sætter du grænserne på et papir i din kælder. ‘Den-og-den elsker jeg ikke.’ Er det ikke lidt sølle, som du også selv er inde på, når du nævner kældermennesket og Blåskæg?”
Hassan Balsam blegner et øjeblik og lyser derefter op i et smil.
”Det indrømmer jeg.”
TB: ”Men der er en forbindelse mellem identitet og grænser. Det er jeg enig i. Og det er også vigtigt at man først og fremmest selv kender dem. Men at nedskrive personlige, hemmelige, mandlige kærlighedsmarkører der som regel lyder: ‘Den-og-den elsker jeg ikke.’ virker paranoidt.”
HB: ”Ja.”
TB: ”Er du paranoid?”
HB: ”Ikke i udpræget grad.”
TB: ”Mystisk.”
HB: ”Mystisk?”
TB: ”Det er mystisk.”
HB: ”Det er det sikkert. Rollerne i en familie er både fastlåste og latterlige. Eftersom kærlighedsmarkører ikke kan være fastlåste må de tage til takke med at være latterlige.”
Tøm Bøhøde falder i sin fiskestang.
HB: ”Du faldt i din fiskestang.”
TB: ”Hihihi.”
HB: ”Hahahaha.”
TB: ”Hihi.”
HB: ”Hahaha.”
TH: “Så altså… Hvis du ikke kan få dig selv til at sige til dig selv at der er flere i din familie, som du er så nært forbundne med, som du ikke elsker, så spørg dig selv om de virkelig er din næste. Slå ikke dig selv i hovedet med ‘blod er tykkere end vand’. Tænk i stedet at vi lever i en verden hvor alle går rundt med deres egen uudgrundelige sorg. At en af sorgens masker er uklædeligt had. At uklædeligt had forklæder sig, ofte uden at vi er bevidste om det, som pæn skepsis.”
HB: “Ja. Er der flere spørgsmål?”
Tiki Appelcius, hun er også fisker, markerer.
TA: ”Du har taget mine bukser! Usle mand! Kast dem ned til mig!”
Hassan Balsam fremdrager et par bukser fra bag talerstolen og kaster dem. De folder sig ud og lander i hendes fiskestang.
TA: ”Hihihihihi.”
HB: ”Hahahahaha.”
TA: ”Hihihihi.”
HB: ”Hahahahaha.”
